Det danske kongehus har tirsdag offentliggjort to helt nye billeder af den unge prins Henrik.

Det sker i anledning af, at han kan fejre sin fødselsdag og runder 12 år.

Det er – som det ofte er traditionen – hans mor, prinsesse Marie, der har fået bag kameraet og taget billederne af sønnen.

»Billederne er taget i Frankrig, hvor familien er bosat, og hvor fødselsdagen bliver fejret,« oplyser Kongehuset på Instagram.

Det seneste år har været noget turbulent for den unge fødselar – blandt andet på grund af en streng coronanedlukning i Paris, hvor familien bor, og den blodprop, der sidste år i juli ramte hans far, prins Joachim, i hjernen.

Heldigvis kunne man efter en operation melde, at han ikke ville få mén, og i oktober sidste år kunne prinsen vende tilbage til stillingen som forsvarsattaché hos den danske ambassade i Paris.

Til daglig går prins Henrik sammen med sin søster, prinsesse Athena, på en international skole i den franske hovedstad, mens deres to ældre brødre – prins Nikolai og prins Felix, som Joachim har med sin tidligere hustru, grevinde Alexandra – bor i København.

Prins Henrik blev døbt i Møgeltønder Kirke, hvor han fik navnene Henrik Carl Joachim Alain, hvilket ikke var helt tilfældigt.

To af navnene kommer nemlig fra hans bedsteforældre: Farfaderen prins Henrik, der døde i 2018, og morfaderen Alain Cavallier.