Grev Nikolai har gjort sin skuespillerdebut i en svensk storfilm.
I den anledning har den tidligere danske prins givet et eksklusivt interview – men journalisten bag afslører nu et pinligt optrin, inden interviewet kunne gå i gang.

Kongehusforfatteren Sebastian Mattsson fra Svensk Damtidning havde nemlig fået lov at interviewe grev Nikolai på produktionsselskabet Unlimited Stories.
Så her hos folkene bag grev Nikolais nye film 'Doktor Glas', sad journalisten pænt og ventede på den danske kongelige, da han pludselig kunne høre nogen bakse med låsen til indgangen.
»Jeg kigger over og får et mindre chok. Det er ingen ringere end greven selv, der står der og trækker i skydedørene,« skriver kongehusreporteren.
»'Har de kongelige ikke folk, der åbner døre for dem?', tænker jeg for mig selv, selvom der er noget eksotisk ved at se en greve – sågar en tidligere prins – gå igennem de samme små hverdagsudfordringer som resten af os,« lyder det.

Sebastian Mattsson indrømmer nemlig også, at han selv bøvlede med at komme ind ad døren til produktionsselskabet, da han ankom ti minutter forinden.
Men det lykkedes altså for både den svenske kongehusreporter og den danske greve at komme ind på Unlimited Stories-kontoret.
Siden blev de så ført ind til »et interviewrum«.
Herinde fortalte grev Nikolai blandt andet, at det ikke var hans egen idé, at han nu snart kan ses som skuespiller i en svensk storfilm. Læs mere om det HER.
