Afslører: Fik prinsens private nummer – og har Kongens e-mail
Hofreporter Trine Larsen er gennem 30 år kommet tæt på kongefamilien – også så tæt, at hun har en direkte linje til flere medlemmer.

Hofreporter Trine Larsen er gennem 30 år kommet tæt på kongefamilien – også så tæt, at hun har en direkte linje til flere medlemmer.

Gennem mere end 30 år har journalist og hofreporter Trine Larsen fulgt den danske kongefamilie.
Hun kom blandt andet så tæt på prins Henrik, at prinsen en dag kom med et overraskende forslag.
»Da han fik mobiltelefon, synes han også bare, jeg skulle have nummeret,« fortæller Trine Larsen, der netop er aktuel med bogen 'Hofreporteren' om sine år i hælene på Kongehuset.
»Jeg sagde: 'Det går vel ikke, at jeg får deres telefonnummer?', men prinsen sagde: 'Jo, hvorfor ikke? De ringer vel ikke hele tiden'.«
Trine Larsen var noget overrasket over den pludseligt lette adgang, hun egentlig havde til prins Henrik.
Men selvom man måske som journalist kunne være fristet af at ringe ofte, så brugte hun altid nummeret med stor omtanke.

»Jeg har heller aldrig brugt hans nummer udover meget få gange, det kan tælles på en hånd. Jeg har brugt det selektivt, og der er overvejelser hver eneste gang,« forklarer Trine Larsen.
Prins Henrik er da heller ikke det eneste medlem af kongefamilien, som hun har fået en direkte linje til.
Hun har nemlig både kong Frederik og prins Joachims direkte mailadresser.
Mailer I så nogle gange?

»Muligvis,« siger hun kortfattet og smiler.
Trine Larsen har gennem sin karriere interviewet både kong Frederik og prins Joachim et utal af gange.
Hun har fulgt brødrene på ture rundt i verden, og hun har været med på sidelinjen, da de blev gift og fik børn.
Men som med prins Henriks nummer, bruger hun også i dag kun den direkte kontakt sporadisk og i sjældne tilfælde.

»Vi mailer slet ikke sammen hele tiden, men hvis der er noget, så kan jeg sende en mail,« forklarer hun.
I dag arbejder Trine Larsen ikke længere som traditionel journalist, men hun taler ofte om Kongehuset i andre medier.
Og i den forbindelse kan hun godt finde på lige at hive fat i hovedpersonerne selv.
»Det er mere sådan noget med, om de ser sig selv i det, jeg melder ud. Vil det være i orden med dem, hvis jeg siger sådan og sådan i en given situation. For jeg ved ikke, hvad de kongelige tænker og mener.«

»Det ville jeg aldrig begive mig ud i, medmindre jeg havde spurgt dem. Og det bliver jo sværere og sværere at tale med dem,« forklarer hun og tilføjer:
»Før i tiden spurgte jeg dem bare, når jeg mødte dem, eller sagde: Er det ikke på tide at tage et interview?«
Trods den tætte kontakt gennem mange år, så er det dog vigtigt for Trine Larsen, at man opretholder en professionel distance.
»Man bliver ikke venner med nogen i Kongehuset, og der skal også være den distance, og det kommer helt naturligt. Jeg er også Des med dem alle sammen, også selvom jeg har været i situationer, hvor kong Frederik og prins Joachim har sagt, vi kunne være dus.«
»Men det synes jeg ikke, vi skal. De er medlem af en institution, der er så ophøjet, og jeg synes, det er fint at være Des. Ellers hives det hele ned på et plan, hvor jeg så ikke ved, om jeg kan finde ud af det bagefter,« siger Trine Larsen.
Hun afslører også, at medlemmerne af kongefamilien har fået et eksemplar af hendes bog.