Hverken prins Joachim, prinsesse Marie eller kronprinsesse Marys far, John, kommer med til prins Christians konfirmation næste lørdag.

Det meddeler kongehuset.

Der kommer således ingen udenlandske gæster til Christians konfirmation.

B.T. skrev i går, at prins Nikolai og prins Felix har fået invitationer, mens prins Joachims deltagelse var mere usikker.

Det er coronarestriktionerne, der umuliggør udenlandske gæster til festen, og det går også ud over Marys far, John Donaldson, der opholder sig i Storbritannien med sin hustru Susan. Marys australske søstre, Jane og Patricia, samt hendes bror John kan således heller ikke deltage.

»På grund af coronasituationen deltager der ikke gæster fra udlandet i prins Christians konfirmation. Det betyder desværre, at heller ikke den nærmeste familie fra Frankrig, Storbritannien og Australien vil være til stede på dagen.«

»Således har prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn måttet melde afbud på grund af de gældende karantæneretningslinjer, og det samme gælder for John og Susan Donaldson i London. Med hensyn til familien i Australien er det ikke muligt for dem at deltage på grund af udrejserestriktioner,« fortæller kommunikationschef Lene Balleby.

Prins Joachim stod fadder til prins Christian, da han blev døbt i 2006, og derfor er det naturligvis også en trist situation for kongehuset.

Joachim og Marie flyttede i 2019 til Paris, hvor Joachim arbejder som forsvarsattaché ved den danske ambassade.

Det har dog tidligere været muligt for Joachim og Marie at rejse mellem Danmark og Frankrig. Senest ved juletid, hvor familien rykkede til Marselisborg for at fejre højtiden med dronning Margrethe.

Det er formentlig også meget lang tid siden, at kronprinsesse Mary har set sin far, John Donaldson, der er en ældre herre på 81 år.

Han bor i London med sin hustru, Susan, og Storbritannien har også haft ekstremt strenge udrejseregler på grund af covid-19. Det er decideret ulovligt at tage på ferie til udlandet. Selvom man nok må antage, at Marys far og stedmor allerede er vaccineret, gælder udrejsereglerne altså stadig.

Australiens udrejseregler er endnu mere restriktive, og lige nu er der ekstremt begrænset flytrafik både ind og ud af landet.

Det gør det også vaskeligt for Marys australske familie at rejse. Når man vender retur til landet down under, skal man indlogere sig for egen regning på et af statens udvalgte karantænehoteller. Her skal man være i hele 14 dage, før man frit kan vende tilbage til hverdagen.

Det har uden tvivl gjort rejsen umulig for Marys søskende.

Dermed bliver det en lille konfirmation, prins Christian får. Der er 25 pladser i alt, når festen løber af stablen i Fredensborg Slotskirke.

Indtil videre ved vi, at kronprinsfamilien tæller seks personer, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte bringer det op på otte.

Og prins Nikolai og prins Felix bringer gæstelisten op på 10.