I forbindelse med tronskiftet den 14. januar 2024 foretages en række ændringer i kongehusets ledelse.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse tirsdag.

Det betyder, at nuværende hofchef i Deres Kongelige Højheder Kronprinsens og Kronprinsessens Hof Christian Schønau overtager stillingen som hofmarskal i Kongehuset per 14. januar.

Christian Schønau har haft stillingen som hofchef i 13 år.

Christian Schønau overtager stillingen efter Kim Kristensen, som har varetaget hvervet som hofmarskal siden 2021.

Kim Kristensen skal nu være hofchef i det nyoprettede Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof.

Kabinetsekretær Henning Fode fratræder efter 16 års tjeneste. 

I pressemeddelelsen står der: 'Hendes Majestæt Dronningen udtrykker sin varmeste påskønnelse af Henning Fodes varetagelse af sit hverv som kabinetssekretær.'

Stillingen genbesættes ikke. 

Kongehusets ceremonimester Lasse Harkjær fratræder den 1. marts sin nuværende stilling for at tiltræde som stabschef i Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof.

Dermed bliver det flotilleadmiral Anders Friis, der skal være ny ceremonimester. 

Anders Friis kommer fra en chefstilling i Forsvarskommandoen.

Hør en særudgave af 'Kongehuset bag kulissen' herunder.