Det var tæt på at gå galt for kong Frederik, der fredag indviede et nyt tog.
Det skriver TV Midtvest.
For da Kongen skulle køre det nye tog de sidste meter frem til toggaragen – remisen – måtte både jernbanedirektøren og lokomotivføreren træde til.
»Stop, stop, stop, vi rammer æ port!« måtte en tydeligt koncentreret Martha Vrist, der er jernbanedirektør, udbryde, da kong Frederik nærmede sig porten.
Der blev også sagt både »pas på« og »uh«, men Kongen undgik at lave skrammer.
»Jeg evakurer,« lød det med et grin fra Hans Majestæt.
Toget, der er Danmarks første batteritog, skal køre på VLTJ-strækningen (Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane).
Midtjyske Jernbaner pensionerer sine otte dieseltog for at gøre plads til syv nye batteritog. De skal køre på strækninger omkring Lemvig, Holstebro og Skjern.
Indvielsesfesten begyndte fredag formiddag på Holstebro Station, hvor også transportminister Thomas Danielsen (V) var til stede.
De syv batteritog er af togtypen Siemens Mireo Plus B.
