Det var ikke nogen nem beslutning for grevinde Alexandra at frasige sig sin apanage.

Det fortalte hun lørdag i et sjældent interview med Jes Dorph Petersen i ’Go’ aften Danmark’ på TV 2.

»Jeg har overvejet det længe, og jeg har vendt og drejet det forfra og bagfra og kigget på det fra mange forskellige sider. Og jeg kommer stadig frem til den samme beslutning. Det er det eneste rigtige for mig. Jeg synes, jeg skal videre i mit liv,« siger hun.

Grevinde Alexandra skrev i juni danmarkshistorie, da hun offentliggjorde, at hun fra 2020 frasiger sig sine årpenge på 2,4 millioner kroner. Det sker samtidig med, at hendes og prins Joachims yngste søn, prins Felix, fylder 18 år.

Hvad fremtiden bringer for grevinden, er hun ikke selv helt fast besluttet på – men det bliver i erhvervslivet, og frasigelsen af apanagen er et skridt på vejen til at blive mere fri til at forfølge drømmene.

Grevinde Alexandra har for nylig udgivet en bog om ledelsesetik og har fået et job som gæsteunderviser ved Kelley Business School under det amerikanske Indiana University.

Det betyder dog ikke, at hun kunne finde på at forlade Danmark. Det er her, hun har sine nære venner, som hun opfatter som sin familie, fortæller grevinden.

Under sit ægteskab med prins Joachim modtog grevinde Alexandra ikke årpenge. De blev indført umiddelbart bagefter - og har ifølge en meningsmåling, som Gallup udførte for BT sidste sommer, ikke været nogen populær opfindelse. 65 procent af danskerne mente, at årpengene skulle afskaffes og at eks-prinsessen dermed burde klare sig selv økonomisk.