Når Norge i dag søndag i strålende solskin og minus 19 grader holder en storstilet fest for at fejre regentparrets 25 år på tronen, er folket i bogstaveligste forstand inviteret på første parket.

Og her menes ikke den danske model, som i hjemme foran fjernsynsskærmen. Men den norske model.

Det er nemlig ikke for ingenting, at kong Harald og dronning Sonja er rasende populære i hjemlandet. De lever og ånder for folket og fædrelandet, og er synlige i gadebilledet, er tilstede i nordmændenes liv.

»Det norske kongehus er det mest folkelige kongehus i Europa,« siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

»De er meget mere uformelle og går for eksempel ikke særlig meget op i tiltaleformer - i modsætning til det danske. Også deres valg af ægtefæller, hvor kong Harald valgte en helt almindelig norsk pige, hvilket parrets to børn også har gjort, tyder på, at de ikke holder nær så meget på formerne.«

'Alt for Norge' hedder regentparrets motto da også.

Kronprins Harald af Norge med sin udkårne Sonja Haraldsen.
Kronprins Harald af Norge med sin udkårne Sonja Haraldsen. Foto: Per Pejstrup
Vis mere

Men at nå dertil, hvor de er det mest folkelige kongehus i Europa, har ikke kun været en dans på idyliske bonderoser. Især ikke for den borgerlige Sonja Haraldsen, som efter daværende kong Olavs mening afgjort ikke var gjort af dét prinsessemateriale, hans søn kronprinsen burde vikle sig ind i.

»Jeg var glad for Sonja Haraldsen, men jeg havde også dårlig samvittighed overfor min far og Norge,« som kong Harald fornylig fortalte til NRK om parrets stormende forelskelse, som omstændighederne tvang dem til at holde hemmelig i 9 år.

Vi ved jo selvfølgelig allerede, at det var kærligheden, der sejrede, at Harald stod fast og proklamerede, at enten blev det Sonja eller også slet ingen.

Men da det unge smukke par en augustdag i 1968 sagde ja og for altid i kirken, kan det godt være, at Kongen havde forliget sig med tanken om en kronprinsesse af folket. Men det havde den norske elite så afgjort ikke.

Ifølge Verdens Gang var såvel det politiske Norge som overklassen af den overbevisning, at Kongehusets stilling blandet befolkningen blev svækket af Sonjas indtræden i det fine selskab.

Fordommene måtte hun kæmpe med i årevis, men til sidst måtte selv de hårdeste kritikere bukke sig i støvet. For ikke alene gjorde Sonja sit indtog i den mandsdominerede verden omkring kong Olav og slottet ved at tage uddannelse som oberst i forsvaret, hun brugte også al sin kvindelighed på at at indtage slottet, som i over 20 år havde været uden en kvindelig hånd.

Og til sidst vandt hun.

Officielt pressefoto af det norske regentpar i anledning af 25 år julilæet. 
Officielt pressefoto af det norske regentpar i anledning af 25 år julilæet.  Foto: JOERGEN GOMNAES / EPA
Vis mere

Da hun og Harald i 1991 besteg den norske trone, var både under- og over-Norges hjerter vundet. Og parret har aldrig fået dem til at briste .

»Selvom Kronprinseparret har overtaget mange opgaver, arbejder Kongeparret stadig hårdt. I en alder - hvor de fleste ældre ægtepar forlængst har ladet sig pensionere, rejser Kongen og Dronningen rundt i Norge og verden, og tager i mod høj som lav på slottet,« skriver VG i en kommentar.

Eller som Lars Hovbakke Sørensen udtrykker det:

»Kong Harald insisterede på at gifte sig med Sonja, selvom hun var borgerlig. Det var 1968, og det var altså helt utænkeligt dengang, men det lykkedes. Det er meget typisk for kong Harald.

Man har indtryk af, at både han og dronning Sonja er meget ægte. Man har indtryk af, at de supplerer hinanden rigtig godt og har gjort det i alle årene.

De er heller ikke bange for at vise følelser. Da der var mindehøjtidelighed for Utøya, sad de begge og græd åbenlyst, og det er der mange, der synes godt om,« lyder det fra Hovbakke Sørensen.

Regentparret trådte i den grad i karakter efter tragedien i Utøya. Her trøster de overlevende og familiemedlemmer til de 84, der døde under angrebet. 
Regentparret trådte i den grad i karakter efter tragedien i Utøya. Her trøster de overlevende og familiemedlemmer til de 84, der døde under angrebet.  Foto: FABRIZIO BENSCH
Vis mere

Og i dag er de da også derude, hvor de befinder sig bedst. Blandt folket. Dagen står på ski, snowboard, sang og spadseretur. Ude i virkeligheden.