Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Vi husker alle billedet. Det ikoniske billede, hvor to små prinser med bøjet nakke går efter deres mors kiste. Vores hjerte blødte med dem.
Men midt i den store tragedie voksede også en anden følelse. En følelse af vrede og had. Til ham, som mange følte indirekte var skyld i, at det skulle ende sådan her. Prins Charles.
For godt nok var dronning Elizabeth i de dage upopulær på grund af sin manglende respons på prinsesse Dianas død, men hendes søn, Dianas eksmand, var det også.
Faktisk så upopulær, at dét ifølge Daily Mail angivelig var den primære grund til, at de to unge prinser skulle gå den tunge tur bag kisten Så deres tilstedeværelse kunne skærme ham fra at blive lynchet af masserne.
Men selv i dag er popularitet ikke prins Charles' stærke side.
»Hans tragedie er, at ligegyldigt hvad han gør, hvordan han opfører sig, vil han blive husket for én ting: at hans eventyrægteskab endte,« som forfatter og Diana-biografist Andrew Morton siger til People Magazine i anledning af 25-året for prinsesse Dianas død.
Og – kan vi så tilføje – hvorfor det endte.
I dag har vi, takket været ikke mindst Netflix-serien 'The Crown', fået et lidt mere nuanceret billede af prins Charles.
Men dengang – i hans yngre år – var det ikke sympati, der regnede ned over den unge akavede prins, omend han i en årrække blev kaldt 'verdens mest eftertragtede ungkarl'.
Synet på ham blev som forvandlet med tryllestøv, da han fandt sin udkårne. Med ét fik alt et eventyrligt skær.
Men som alle ved, varer eventyr ikke ved.
Der var, som Diana siden udtrykte det, én for meget i deres ægteskab. Prins Charles' elskerinde og store kærlighed Camilla Parker-Bowles.
I 1992 blev Charles og Diana separeret og i sommeren 1996 skilt. Pressen var nådesløs og svælgede i detaljer. Godt hjulpet på vej af, at nogen havde lækket indholdet af en noget intim godnatsamtale, som prins Charles havde med sin elskerinde i 1989.
Dén, hvor han sagde, at han ville ønske, at han var en Tampax.
Var nogen før usikre på, hvem skurken var i det royale brud, var de det ikke længere. At også Diana havde haft sidespring og affærer under deres ægteskab, blev med ét mere legitimt og forståeligt.
»Hvor længe kan monarkiet bevares?« spurgte Los Angeles Times forarget efter offentliggørelsen af det, der blev døbt 'Camillagate', og mange mente, at prins Charles burde give afkald på tronen.
I et forsøg på at gyde olie på de oprørte vande gav prins Charles i 1994 et stort tv-interview, hvor han indrømmede og bekræftede sin mangeårige affære med sin ungdomskæreste.
Men havde det en positiv effekt på folkestemningen, blev den udraderet, da Diana året efter åbnede sit mishandlede hjerte og sagde den berømte sætning: »Well, there were three of us in this marriage, so it was a bit crowded.«
Få år senere døde Diana. 36 år gammel og på jagt efter den kærlighed, som livet med prins Charles havde berøvet hende for.
Det gjorde ikke noget godt for hans popularitet.
En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet IPSOS blot en uge efter begravelsen viste, at kun 12 procent af englænderne mente, at prins Charles var værdig til at overtage tronen.
Ifølge en ny biografi om den afdøde dronningemoder var det ifølge Daily Express i de år, at den upopulære prins Charles angivelig seriøst overvejede at kaste håndklædet i den kongelige ring og flytte til Italien.
Han orkede ikke længere blive hængt ud af pressen.
Da det kom den aldrende dronningemoder for øre, indkaldte hun sit barnebarn til middag og fik mellem linjerne gjort det klart for ham, at det kunne han godt slå ud af hovedet.
25 år er gået. 25 år, hvor prins Charles har genvundet lidt af det forsømte, og hvor selv Camilla Parker-Bowles – som han i 2005 blev gift med ved et civilt bryllup – har vundet en bid af de engelske hjerter.
Men de glemmer ikke.
For hver gang en mindehøjtidelighed for Diana nærmer sig, styrtdykker prins Charles i meningsmålingerne.
Ifølge en YouGov-måling gennemført for det engelske medie Guernsey Press mente hele 60 procent i 2013, at prins Charles havde bidraget til det britiske monarki. Men fire år senere, på 20 året for Dianas død, faldt tallet til 36 procent.
Og i år – hvor hele verden mindes, at det er 25 år siden, at folkets prinsesse døde – viser en IPSOS-måling ifølge Daily Mirror, at hele 42 procent mener, at han bør overdrage tronen til sin ældste søn.
»Det vil altid forfølge ham. Hans liv er defineret af hans første ægteskab,« som biografisten Andrew Morton siger til People Magazine.