Prinsesse Marie og prins Joachims børn kommer til at kunne gøre præcis, som de vil.

Det fastslår det royale par i et ærligt interview med det franske magasin Point De Vue.

Her forklarer prinsesse Marie, at de kongelige børn får et meget mere frit liv end det, prins Joachim fik i sin tid. Men det bliver også et liv uden apanage.

»Vi vil have, at de ved, at de selv skal definere deres liv. Selvfølgelig med vores hjælp. De er fri til at gøre hvad som helst. Hvis der opstår nogle forpligtelser, bliver det kun over for dem selv,« siger hun og tilføjer:

»I øvrigt har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary besluttet, at deres tre børn ud over prins Christian får lov til at leve det liv, som de ønsker.«

Prins Joachim indrømmer også, at det er »specielt«, at prins Nikolai er blevet model. Men han roser sin ældste søn.

»Det er det samme med mine ældste børn, som nu er myndige. De er rigtig gode til at klare sig selv. Et bevis på det er, at Nikolai er blevet model. Selvfølgelig er det specielt, men det her er det 21. århundrede i Danmark, og han har udnyttet den chance godt, på en meget professionel måde. Det har på ingen måde forstyrret hans fokus, og han tager sine økonomi- og business-studier meget seriøst. Felix får snart sin studentereksamen. Han er meget flittig, så jeg er ikke bekymret. Han har allerede fortalt mig, at han vil gå ind i en militærkarriere,« siger han.

Prinsesse Marie forklarer også, at børnene er faldet godt til i Frankrig nu, men at lille prins Henrik på 11 år ikke kan lide at blive mindet om, at han er prins.

»Jeg bekymrer mig ikke om Athena. Hun er meget fortrolig med sin familiehistorie. For Henrik er det anderledes. Han kan ikke rigtig lide at blive mindet om, hvem han er. Børn er ikke altid rare over for hinanden. Han sagde til mig: 'Mor, det er okay. Så længe vi er sammen', siger han,« forklarer prinsesse Marie til det franske magasin.