Der er dem, der nøjes med at slå et telt op, medbringe et par klapstole, nogle varme dåseøl og kalder det for en camp.
Og så er der Camp Kaos, der må siges at gøre lidt mere ud af det end de fleste.
»Vi har altid haft et ønske om at være den camp, hvor folk tænker, at de gerne vil derhen og feste,« siger Niels Viktor Faber Thers fra Korsør.
Niels Viktor Faber Thers er en del af en større gruppe unge mænd, der lørdag formiddag sikrede sig en god plads på dette års Roskilde Festival.
I snart seks år har de gjort alt for at gøre deres camp til en af de bedste på festivalen – og det kommer ikke uden en høj pris, forklarer Casper Hansen, der også er en del af Camp Kaos.
»Man bruger rigtig, rigtig mange penge. Jeg vil skyde på, at vi har brugt mindst 100.000 kroner på udstyr, anlæg og campen,« siger han.
For de mange penge har Camp Kaos blandt andet bygget en bar og medbragt et kæmpe anlæg.
»Vi har lagt mange timer i det, og det har vi, fordi vi vil være en af de største camps,« siger Casper Hansen videre.
Hvordan bliver man det?
»Storhedsvanvid, storhedsvanvid, storhedsvanvid,« understreger Casper Hansen.
Han fortæller, at Camp Kaos håber på at få sjovt selskab, hyggelige stunder og ikke mindst en kæmpe fest for de mange mønter, de har kastet i projektet.
Derfor har campen blandt andet planlagt et stort event i festivalens såkaldte opvarmningsdage, hvor de mandag inviterer årets festivalgængere til fest.
»Vi forventer og håber på, at der kommer omkring 300 mennesker,« siger Niels Viktor Faber Thers.