Roskilde Festival sluttede lørdag. Nu følger flere måneders oprydning.

Over 100.000 gæster var i sidste uge forbi Danmarks største musikfestival.

Efterfølgende har de efterladt sig en enorm bunke skrald, og det tager sin tid at få styr på.

DR har spurgt vicedirektør for Roskilde Festival Christina Bilde, der oplyser, at hvis vejret er godt – og affaldet ikke bliver trådt ned i jorden – så er de nok først henne i september, før der endelig er blevet ryddet helt op.

Festivalens ikoniske Orange scene.
Festivalens ikoniske Orange scene. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De store ting kommer hurtigt væk, og så pågår der ellers en efteroprydning, som foregår helt hen til efteråret. Det er ikke vores plads, og vi skal efterlade den, som da vi fik den. Det vil sige, at vi til sidst faktisk håndoprydder de sidste cigaretskod og små splinter,« fortæller Christina Bilde til DR.

Da B.T. søndag gik en tur rundt på campingområdet, flød det da også med efterladte makreldåser, luftmadrasser og knækkede campingstole.

Nogle af gæsterne, der var i gang med at pakke sammen, fortalte, at de simpelthen følte, at det næsten var umuligt at få ryddet ordentligt op.

»Det er nok lidt amoralsk, men jeg ved ikke, hvad man ellers skal gøre. Der er ikke nogen skraldespande, man kan putte det i, og der bliver ved med at flyve nyt skrald ind i vores camp,« lød det fra festivalgæsten Mathilde.

Festival-skrald.
Festival-skrald. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Et andet sted sad de to venner Bobber og Sixten fra Køge stadig i deres lejr.

Bobber fortalte, at de havde tænkt sig at efterlade al deres affald på pladsen med begrundelsen, at 'det havde været en hård uge'.

»Alle skal jo tage det ansvar. Det er svært som ene person at sige 'okay, nu rydder jeg min camp op. Alle gør det ikke, bare fordi én gør det,« lød det fra Sixten, mens Bobber supplerede:

»Man har ikke ansvar på Ros, altså.«