»Det er ret foruroligende, at de sådan kan trække penge på mit kort.«

Således lyder det fra Kit Gjølbye Madsen, der er en af de 3085 gæster på Roskilde Festival, der fredag har modtaget en SMS om, at festivalen ved en fejl har trukket penge fra deres private konti. I alt drejer det sig om cirka 700.000 kroner.

Egentlig skulle Kit Gjølbye Madsen have haft 830 kroner tilbage, men nu har de i stedet det dobbelte beløb til gode på grund af systemfejlen i den virtuelle pung RF Wallet.

Et betalingssystem, hvor gæster ved at overføre penge til deres RF Wallet fik mulighed for at betale ved hjælp af den chip, der sad i deres armbånd. 7000 benyttede sig i år af systemet, hvis formål er at gøre Roskilde Festival kontantløs.

Kit Gjølbye Madsen er ikke tryg ved at bruge betalingssystemet en anden gang.
Kit Gjølbye Madsen er ikke tryg ved at bruge betalingssystemet en anden gang.

En god tanke, mener Kit Gjølbye Madsen, der via sit kreditkort overførte penge til både sin egen og datterens RF Wallet, velvidende at eventuelle overskydende beløb ville blive overført til hendes bankkonto igen 12. juli.

Men sådan blev det som bekendt ikke.

Selvom det ikke er penge, der sprænger Kit Gjølbye Madsens budget, synes hun alligevel, at det er for dårligt.

»Det er princippet i, at selvom man giver sine kortoplysninger ud i forbindelse med festivalen, burde ikke bare kunne gå ind og hæve sidenhen. Under festivalen skulle der flere godkendelser til i appen, så det siger lidt om, at sikkerheden mangler ved systemet.«

En ting er sikkerheden, en anden er de manglende oplysninger om ventetiden.

Kit Gjølbye Madsen roser Roskilde Festival for at være 'fremme i skoene' og sende en SMS ud fredag morgen, men hun har manglet yderligere oplysninger.

Men dem var der ikke mange af. Heller ikke selvom hun selv har kontaktet festivalen på den i SMS'en angivne mail.

Først fredag eftermiddag har hun modtaget en ny SMS, der beretter, at pengene vil blive overført på et endnu ukendt tidspunkt i næste uge.

Den omtalte chip sad på selve festivalarmbåndet, og hvis man havde overført penge til den virtuelle pung, kunne man betale med et enkelt bip af armbåndet, når man skulle købe mad og drikke.
Den omtalte chip sad på selve festivalarmbåndet, og hvis man havde overført penge til den virtuelle pung, kunne man betale med et enkelt bip af armbåndet, når man skulle købe mad og drikke. Mads Claus Rasmussen

Det har ikke været muligt for B.T. at komme igennem til Roskilde Festivals presseafdeling, men til Sjællandske forklarer festivalens divisionschef for handel, Lars Orlamundt, at han forventer, at systemfejlen vil være løst i løbet af fredagen.

Han beklager desuden de gener, fejlen måtte have medført.

Selv hvis Roskilde Festival får rettet op på fejlen inden næste år, har Kit Gjølbye Madsen dog allerede nu besluttet, at hun ikke vil benytte sig af betalingsmuligheden igen.

»Jeg føler mig simpelthen ikke tryg ved det.«