Roskilde Festival melder ud: Nej til VM på storskærm
Fodboldfans får på årets Roskilde Festival problemer med at se VM.

Fodboldfans får på årets Roskilde Festival problemer med at se VM.

Roskilde Festival kommer ikke til at vise VM-fodbold på storskærme i år.
Det slår festivalen fast i en mail til B.T.
I 'gamle dage' kunne man ofte se både EM- og VM-kampe på storskærme i campingområdet på Roskilde Festival, uanset om Danmark var med eller ej.
I nyere tid har festivalen mest holdt sig til at vise fodbold, når Danmark er med, og det er vi som bekendt desværre ikke i år, hvor landstræner Brian Riemers tropper kiksede og gav pladsen i USA, Mexico og Canada til Tjekkiet.
I 2024, da Danmark spillede EM-ottendelsfinale mod Tyskland, kunne man se kampen på Roskilde Festival.
Da Danmark i 2018 spillede VM-ottendelsfinale mod Kroatien, kunne man ligeledes se med fra Dyrskuepladsen.

Men sådan bliver det altså ikke i år, hvor festivalens kommunikationsafdeling, uden videre begrundelse, skriver i en mail til B.T.:
»Det er ikke planen, at vi viser VM på storskærme på festivalen i år.«
Med et fodbold-VM med kampe på skæve sendetidspunkter, ville der ellers være god plads i Roskilde Festivalens musikprogram til fodboldsending.
B.T. har gennemgået Roskilde Festivalens musikprogram og sammenlagt det med de kommende VM-kampe for at give et overblik over, hvad der 'kunne have været'.
Roskilde Festival åbner portene til 'warm up'-dagene lørdag den 27. juni.
Her spiller Panama mod England og Kroatien mod Ghana klokken 23.00 helt uden noget musik på programmet.
Kan man holde sig vågen, spiller Colombia mod Portugal og DR Congo mod Uzbekistan natten til søndag den 28. juni klokken 01:30 – igen uden musikken spiller i Roskilde.
Det samme gælder Jordan mod Argentina og Algeriet mod Østrig, der spiller søndag den 28. juni klokken 04.00 om morgenen.

Herfra går VM-turneringen ind i knockoutfasen.
Onsdag den 1. juli, når festivalens musikprogram for alvor er skudt i gang, kolliderer Pil og The Cures koncerter med to 16-dels-finaler klokken 18.00 og 22.00.
Frem for at gå i seng efter The Cures koncert ville man kunne holde sig vågen til klokken 02:00, hvor der venter endnu en 16-dels-finale.
Torsdag den 2. juli spiller Gorillaz på Orange scene samtidig med endnu en 16-dels-finale.
Tobias Rahims koncert på Orange scene natten til lørdag den 3. juli ramler også sammen med en 16-dels-finale, men klokken 05.00 om morgenen vil natteravnene kunne holde efterfest til endnu en af 16-dels-finalerne.
Fredag den 3. juli står den blandt andet på Aphaca på Orange scene klokken 01.00.
De spiller samtidig med en 16-dels-finale, men når Aphaca er gået af scenen, venter endnu en 16-dels-finale klokken 03.30.
Når festivalen slutter lørdag den 4. juli, er VM gået videre ind i ottendedelsfinalerne, og her ville der være flere clash.
Først spilles der en ottendedelsfinaleunder Clipse-koncerten på Orange scene klokken 18.30.
Dernæst spilles der en ottendedelsfinale klokken 23.00 samtidig med, at svenske Zara Larsson spiller på Orange scene.