»Jeg tror, curlingtiden er ved at være ovre.«

Sådan siger 15-årige Lara Abid, efter hun søndag måtte tage toget hjem fra årets Roskilde Festival, der sluttede denne weekend.

Transportformen var dog nødtvungen. For Lara Abidi fra Aarhus var bestemt en stærk kandidat, da B.T. i festivalens indledende dage gik på jagt efter årets største curlingbarn.

Hun havde fået sin festivalbillet, togturen fra Aarhus, den præ-opsatte lejr 'Get A Camp', alkohol, lommepenge og mad i stride strømme til lejren på moderens regning. En regning, der ender på mellem 8.000 og 10.000 kroner.

I midten 15-årige Lara Abidi (med kasketten) omgivet af sine veninder.
I midten 15-årige Lara Abidi (med kasketten) omgivet af sine veninder.
Vis mere

Den seks mand store lejr fik også kørt deres bagage til Roskilde fra Aarhus af mor Maria Abidi, som også ville hente dem søndag.

Troede hun.

»Vi sidder alle sammen i toget lige nu. Min mor ejer en restaurant, så der kom pludselig noget i vejen, og hun kunne ikke komme og hente os,« siger Lara Abidi i telefonen.

Heldigvis har pigerne ikke så meget bagage. Alkoholen er jo drukket, som Lara Abidi siger. Og flere af teltene har de efterladt på pladsen, så hun har faktisk kun to poser med sig i toget.

Trods en skuffende afslutning skal Lara Abidi helt klart af sted igen næste år – og det bliver på samme måde med præ-opsat lejr og mors gode hjerte.

»Hun er altid klar på at hjælpe,« siger Lara Abidi.

Lara Abidi skal i hvert fald ikke deltage i det traditionsrige indløb på festivalens første dag, hvor tusindvis af desperate festivalgæster spæner ind på pladsen for at sikre sig en god plads.

»Ej, det tør jeg fandeme ikke. Det var ret lækkert, der, hvor vi boede i år. Det var stille og roligt, og vi kunne sove om natten uden larm.«

Også 18-årige Oliver Izuchukwu meddelte tidligere på ugen, at han måtte være Roskilde Festivals største curlingbarn.

Foruden 7.000 kroner til kolde øl fik han leveret frisklavet lasagne og varme flutes direkte til lejren. Derudover har Olivers mor fragtet både tøj, højttalere og en masse alkohol til pladsen.

»Jeg blev hentet i lørdags, så jeg er allerede hjemme. Jeg kunne ikke rigtig mere,« siger Oliver Izuchukwu søndag til B.T.

»Det var ret lækkert. Der stod aftensmad klar, da jeg kom hjem.«

Oksemørbrad. Hans livret.

Hjemtur og nedpakning af lejr gik ganske let, for det nye telt, han havde fået under festivalen, 'var der ikke så meget liv i længere'. Så det lod han stå.

Han nåede heller ikke at løbe tør for penge. Faktisk er der stadig lidt tilbage af de 7.000 kroner, han havde fået af sin mor.

Trods en større succes i curlingkarrieren end Lara Abidi regner Oliver Izuchukwu ikke med at tage på Roskilde igen.

18-årige Oliver får sig en omgang lasagne, som hans mor har leveret til pladsen.
18-årige Oliver får sig en omgang lasagne, som hans mor har leveret til pladsen.
Vis mere

»Næste år tager mig og gutterne på ferie. Til udlandet. Sydpå.«

Kommer mor til at betale?

»Øøøh ... ja ... nej ... det er svært at sige lige nu,« siger Oliver Izuchukwu træt. Og hæst. Efter en uges druk.

For dette udbredte problem slipper end ikke Roskilde Festivals største curlingbarn for. Desværre.