Martin Buch Thorborg kigger altid forbi Roskilde Festival.
Og den kongehusinteresserede iværksætter gad godt at se 18-årige kronprins Christian - som så mange andre studenter - fejre huen med en uge på festivalen.
»Jeg kender ikke hans musiksmag, men han virker da meget festglad, så det ville ikke overraske mig det mindste overhovedet,« siger Martin Thorborg, da B.T. møder ham til Røde Kors' årlige arrangement på Roskilde Festival.
»Nu ved jeg også gennem mine børn, der møder ham i nattelivet, at han altid har fuld smadder på, så hvorfor skulle han ikke gøre det! Jeg møder ham også selv på Museo engang imellem, der kommer han jo også rimelig fast,« forklarer han.

Martin Thorborg har tidligere vakt opsigt ved at efterlyse nogle flere skandaler og mere pomp og pragt i det danske kongehus.
Den efterlysning kan han dog til dels få stillet på stamnatklubben Museo i weekenderne.
»Kronprinsen kører noget Dom Pernigon på fuld skrald og svinger Rolex-uret, så han kører den som jetsetter, ligesom hans far gjorde. Det er jo fint,« siger Martin Thorborg.
»Kongen har jo lavet masser af skandaler som ung, så det ville da være slemt skuffende, hvis hans børn ikke slægtede ham på!«

Den 54-årige iværksætter er da også selv glad for fest og farver.
»Jeg fester hver weekend, jeg er sådan en forvokset teenager. Min kone og jeg går i byen mindst en gang om ugen, primært på Museo, for at hygge os,« siger Martin Thorborg, der er gift med iværksætteren Jannie Buch.
Turen går formentligt også videre i byen i København, når Martin Thorborg og Jannie Buch har fået nok Roskilde Festival for i år, fortæller de.
B.T. arbejder på en kommentar fra Kongehuset.
Herunder kan du høre, da Martin Thorborg gæstede 'Kongehuset bag kulissen' og fortalte flere røverhistorier om de danske kongelige.
