'Fuck alle jer fucking voldtægtsforbrydere. Dø, voldtægtsforbrydere. Bare dø'.

Det er voldsomme ord, som Carolina Falkholt har skrevet på en mur på Roskilde Festival.

Faktisk så voldsomme, at festivalen nu har set sig nødt til at advare gæsterne mod ordene.

»Det betragter vi ikke som censur, men som det rigtige og eneste ansvarlige over for de deltagere, der i morgen kommer ind på pladsen,« lød det tirsdag fra Roskilde Festivals chefkurator, Signe Brink Wehl.

Den 34-årige svenske kunstner Carolina Falkholt var hyret af festivalen til at lave et stort gavlmaleri på festivalpladsen, som åbnede onsdag eftermiddag.

'Det enorme vægmaleri, hun laver på Gloria-scenens facade, rejser spørgsmål om det offentlige rum og kunstnerens rolle i samfundet og om demokrati, diskrimination af personer med handicap, mentalt helbred, omsorg og queer kvindelig seksualitet,' lyder det i festivalens beskrivelse af værket, som var aftalt mellem Carolina Falkholt og Roskilde Festival.

Søndag malede hun en stor vagina på gavlen, hvilket fik forbipasserende til at spærre øjnene op. Men mandag ændrede graffitiværket karakter.

'Da jeg var 17, besluttede fem mænd at bedøve mig og forsøge at voldtage mig i mit telt på Roskilde Festival,' indledtes nu en lang tekst, som var blevet skrevet hen over værket.

Sådan ser værket 'Pussy Ass Peace' ud.
Sådan ser værket 'Pussy Ass Peace' ud.
Vis mere

Her fortæller Carolina Falkholt, hvordan hun i 2015 blev forsøgt gruppevoldtaget på festivalen, mens forbipasserende ignorerede det.

Men især handler teksten om den skyld og skam, hun oplevede efterfølgende, hvor folk betvivlede hendes historie og kaldte hende 'en dum luder'.

Men det var for meget for Roskilde Festivals ledelse, fortæller hun.

»De syntes, det var for tungt at skrive om at blive voldtaget på Roskilde. De var bange for, det ville trigge traumer for de gæster, der var uforberedte på at se og høre det,« siger Carolina Falkholt til B.T.

»Jeg blev bedt om at ødelægge det, men det gjorde jeg ikke. Jeg forlod festivalen i stedet for,« siger hun og tilføjer:

»Jeg ville ikke chikaneres mere og blive tvunget til at fjerne mit eget værk.«

Foruden graffitikunsten var Carolina Falkholt hyret til at optræde med en sang, som hun havde skrevet om voldtægtsforsøget.

Men ifølge kunstneren valgte festivalen at aflyse denne del, hvorfor hun valgte at skrive teksten ind på værket i stedet.

Men det kan Roskilde Festivals chefkurator, Signe Brink Wehl, ikke genkende.

»Vi anerkender den aktivistiske tanke og ved og forstår, at det kan være vigtigt at aflevere sit vidnesbyrd. Samtidig ved vi også, at en så direkte og eksplicit udfoldelse af et vidnesbyrd kan virke både retraumatiserende og som overgreb på andre,« lyder det.

»Vores fokus har derfor været at give rum til vidnesbyrdet, hvor det kunne udfoldes i en kontekst, hvor deltagere havde mulighed for at til- og fravælge det. Det kunne være som talk, performance eller lignende,« fortsætter hun.

Da pladsen åbnede torsdag, var der hængt et gardin op.
Da pladsen åbnede torsdag, var der hængt et gardin op. Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

»Dette har vi været i dialog med Carolina Falkholt om, men hun har holdt fast i ønsket om at male det på facaden. Vi aftalte derfor med hende, at hun som del af sin proces færdiggjorde vidnesbyrdet og derefter malede det over. Det sidste er ikke sket.«

Til B.T. fortæller Carolina Falkholt, at Roskilde Festival kan male det over, hvis de vil. Hun nægter selv at gøre mere ved sit værk.

I stedet har festivalen hængt et stort gardin foran værket, så man kan trække dte for, hvis dte bliver nødvendigt. Herudover hænger skilte med en advarsel til de forbipasserende.

Fredag er gardinet blev klippet i stykker.