Forestil dig, at du står med din far, Marilyn Manson og Metallica-trommeslager Lars Ulrichs far ved din side.

Du er backstage på Orange Scene og står lige bagved Metallica, der forkæler tæt på 100.000 rockelskende festivalgængere.

I et kort øjeblik lægger Lars Ulrich trommestikkerne til side og tager sin en velfortjent pause, og så ser du dit snit:

Du løber tværs over scenen og spørger rocklegenden:

»Hvad laver du?«.

Det lyder måske som en hed drøm for en metalfan, men for Mark Halvor Paludan er det faktisk bare hans første minde fra Roskilde Festival i 2003.

Den 29-årige mand har nemlig en Roskilde-historik, der slår de flestes.

En historik, der tog sin spæde begyndelse i 1992.

Mark Halvor Paludan
Mark Halvor Paludan
Vis mere

Dengang – nærmere bestemt 26. juni 1992 – trådte Kurt Cobain og Nirvana op på Orange Scene og tryllebandt hele dyreskuepladsen.

Blandt publikum stod en kvinde med en temmelig stor og rund mave.

Derinde lå Mark Halvor Paludan.

Året efter var han der igen, men denne gang var livmoderen skiftet ud med en bæresele, da den ni måneder gamle dreng rockede med fra fars bryst.

Og sådan kan vi blive ved.

Mark var på Roskilde Festival, da han var i sin mors mave, da han var ét år, to år, tre år...

Mark Halvor Paludan på sin fars skuldre
Mark Halvor Paludan på sin fars skuldre
Vis mere

Ja, Mark har faktisk aldrig misset en Roskilde Festival.

»Det er blevet en kamp nu. Jeg skal være her altid – den må aldrig misse, for det er ved at blive en sport,« siger Mark Halvor Paludan.

Han har sin far at takke for den imponerende statistik.

Faderen er nemlig en del af musikbranchen qua en tid på pladeselskabet Universal, så derfor har det altid været naturligt at hive sønnike med.

Da Mark fyldte 16, blev Roskilde Festival med farmand dog byttet ud med fest, ølbongs og hygge i campingområdet, og sådan har det været lige siden.

En tradition, der blev fejret for et par år siden.

»Da jeg havde mit 25. år på Roskilde, holdt vi et sølvbryllup i campen, og der blev lavet en æresport af øl. Det var fantastisk,« fortæller Mark Halvor Paludan.

Mark Halvor Paludan
Mark Halvor Paludan
Vis mere

Dog har den 29-årige mand også en lille, pinlig indrømmelse.

Efter to års Roskilde-aflysninger – hvor han naturligvis deltog i de såkaldte Summer Days på festivalpladsen – havde han tænkt sig at bryde stimen og ikke tage på Roskilde i år.

Men så talte farmand med store ord.

»Min far tog fat i mig og sagde, at jeg skulle tage mig sammen og komme afsted. Og han havde jo ret,« siger Mark.

Og nu er han lettet over, at faderen fik ham på bedre tanker.

»Jeg er blevet mindet om, hvorfor jeg har været her hele livet. Den her følelse er fantastisk. Man står på en pløjemark og fester med folk, man ikke kender, men alle er glade. Det kan intet slå,« siger Mark