Janelle Monáe beviste lørdag aften, at man ikke behøver være letpåklædt for at være hamrende sexet.

Og at man med charme, attitude og et vagina-kostume sagtens kan vende stemningen og komme igen efter en tåkrummende brøler.

Den 33-årige sangerinde lagde ud med en sand hitparade, og både hun, hendes dansere og band, der foruden en enkelt mandlig guitarist bestod af storsmilende, dansende kvinder, fik hurtigt de trætte festivalgæster til at glemme dårligt vejr og skråle med.

Under 'Make me feel' beviste hun, at hun ikke blot er en gudsbenådet sanger, rapper og danser, men at hun også kan spille guitar.

Roskilde Festival 2019. Den amerikanske sangerinde Janelle Monáe på Orange Scene under Roskilde Festival lørdag den 6. juli 2019. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix)
Roskilde Festival 2019. Den amerikanske sangerinde Janelle Monáe på Orange Scene under Roskilde Festival lørdag den 6. juli 2019. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix) Foto: Torben Christensen
Vis mere

Eller hun prøvede i hvert fald. For desværre forsvandt lyden i samme sekund, som hun satte fingrene på gribebrættet.

Og desværre var det ikke den eneste brøler under den halvanden time lange koncert.

For showet var knap gået i gang, før Janelle Monáe havde glemt, hvor hun var.

»København!« råbte hun fra Orange Scene i Roskilde og tilføjede - hvilket klingede lidt hult efter navne-brøleren:

»Det her er min yndlingsfestival.«

Men Janelle Monáe kom stærkt igen.

Hun gramsede løs på sine danseres blottede baller under en hed version af 'Yoga', twerkede til storskærmskameraet under 'Electric Lady' og fremførte en opsigtsvækkende version af 'Pynk', hvor både hun og danserne var klædt ud som store, lyserøde vaginaer.

Den lumre stemning fortsatte under sangen 'I got the juice', hvor hun bad de saftigste publikummer komme op på scenen og give en dans - hvilket viste sig at være overraskende nemt. Er alle Janelle Monáe-fans så fabelagtige dansere?

Janelle Monáe hev tre fans op på scenen for at danse for publikum.
Janelle Monáe hev tre fans op på scenen for at danse for publikum.
Vis mere

Var du en af de tre, eller kender du dem, så vil B.T. gerne høre om oplevelsen. Send en mail til lany@bt.dk

Men den amerikanske sangerinde var slet ikke færdig med at lege med publikum.

Hun benyttede - som mange kunstnere på Orange før hende - sig af det ældgamle trick med at få de tusindvis af publikummer til samlet at sætte sig på hug på jorden.

Men Janelle Monáe gik naturligvis skridtet videre. Hun løb selv ned blandt publikum for at give en midaldrende mand en venligt skub, da han ikke havde fulgt hendes anvisninger, hvorefter hun maste sig gennem menneskemængden for at få enkelte publikummer til at synge med i hendes mikrofon.

Roskilde Festival 2019. Den amerikanske sangerinde Janelle Monáe på Orange Scene under Roskilde Festival lørdag den 6. juli 2019. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix)
Roskilde Festival 2019. Den amerikanske sangerinde Janelle Monáe på Orange Scene under Roskilde Festival lørdag den 6. juli 2019. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix) Foto: Torben Christensen
Vis mere

Trods adskillige tøjskift og monologer, om alt fra menneskerettigheder til den amerikanske sangerindes aversion mod Donald Trump, blev koncerten aldrig kedelig.

»Jeg kan blive et minde for jer. Et minde, I kan fortælle jeres børn om,« lød det under en af de - indrømmet, lidt for kvalmende til et dansk publikum - monologer.

Helt deroppe er vi nok ikke.

Ikke desto mindre gik denne anmelder, der ellers både er sur, syg og smadret efter en alt for lang og regnvåd festival, fra koncerten med et kæmpe smil.