Roskilde Festival har snart været i gang en uge. Folk har været fulde, festet og sovet i telt i dagevis. Og så mister man sommetider sine ting. 

Men hvad forlægger folk på festivalen oftest? Og hvad er det mærkeligste, hittegodskontoret på Roskilde Festival får ind? Det kan du blive klogere på herunder.

Den hyppigste ting, folk på festival mister og efterfølgende leder efter på hittegodskontoret, er ikke overraskende deres smartphone.

Det fortæller de på kontoret i Camping Øst til B.T.

»Men vi får også mange ind, der efterspørger deres soundbokse,« siger en medarbejder.

Desværre er netop de populære og allestedsnærværende musikhøjttalere i høj kurs blandt tyve på festivalen.

Flere gange i løbet af ugen har man også kunnet læse i politiets døgnrapport for festivalen om stjålne og genfundne soundbokse.

Desværre er det ikke så tit, at Roskilde Festivals hittegodskontor kan hjælpe dem, der har mistet deres musikanlæg, med at genfinde det.

En ting er det, folk mister oftest. Men hvad er de mest specielle ting, hittegodskontoret har fået ind så vidt i år?

De har blandt andet fået en cykel ind.

Og så har det fået indleveret en tyver.

Altså en rund, flad guldfarvet mønt.

Her er håbet om at finde den rette ejermand eller -kvinde dog ikke så stort, lyder meldingen.

Og hvad er så det mærkeligste, de ansatte på hittegodskontoret har fået ind gennem årene?

»Der var et år, hvor der var nogen, som havde glemt en kasse Albani-øl til en fest. Dem fik vi leveret ind,« fortæller en af medarbejderne på kontoret.

»Og så skete der det, at ejermændene til kassen med Albani-øllene faktisk kom og spurgte, om vi tilfældigvis havde fået deres øl ind. Og så kunne vi udlevere den til dem.«