For første gang siden 1971 kunne Roskilde Festival i 2020 ikke slå dørene op for tusindvis af glade og festhungrende mennesker på dyrskuepladsen syd for Roskilde.

For lige som med nattelivet var festivalsbranchen sat i skak af coronapandemien.

Og hvis det virkelig har gjort ondt i sjælen hos faste festivalgængere, så kan man kun forestille sig, hvor slemt det har været for de ildsjæle, der hvert år lægger måneders hårdt arbejde i forberedelserne.

I DR's podcast 'Genstart' bekræfter Signe Lobdrup, direktøren for Roskilde Festival, at det har været et meget svært år, og særligt pressemødet d. 6. april, hvor Mette Frederiksen endegyldigt aflyste alle festivalerne, var skelsættende:

»Jeg ser pressemødet og bliver helt vildt ked af det. Det var det værste, vi kunne forestille os. Her bliver jeg virkelig i tvivl om, hvordan vi skal klare os uden at afvikle festivalen. Det er aldrig sket før.«

Men hun kneb ikke en tåre. For straks kunne hun trøste sig med, at det væltede det ind med beskeder fra festivalgængere, der forsikrede, at de ville dukke op i 2021 i stedet for.

Først fire måneder senere, da sommeren var ved at gå på hæld, mærkede hun afsavnet dybt nede i maven:

»Jeg går bare rundt helt tilfældeligt og hører radio, da Minds of 99s optræden fra Roskilde kommer på. Det er en koncert, hvor publikum nærmest overtager og synger et helt nummer sammen. Helt banalt, dér kneb jeg en tåre, og dér kunne jeg virkelig mærke, hvad det er, vi har manglet. Jeg kunne også mærke trætheden i tankerne omkring, hvornår vi får lov til at gøre det igen.«

Festivalen skulle have været nummer 50 af slagsen. Jubilæumsåret er derfor foreløbigt udskudt til 2021, og selv om der fortsat hersker usikkerhed om næste års kulturbegivenheder, så har de med en forsigtig optimisme løftet sløret for dele af programmet.

For som Signe Lobdrup fortæller, så vil det blive meget svært at overleve endnu et år uden en festival, da overskuddet ubeskåret går til velgørende formål.