Det kan være noget af en oplevelse at komme på Roskilde Festival, både for de unge, men så sandelig også for deres forældre.

På dette års festival har B.T. på tredjedagen taget temperaturen på curling-barometeret, og det ser ikke ud som om, at tendensen med at hjælpe børnene, mens de ligger i mudder og regn, er faldende. 

»Jeg har noget varmt undertøj, en solcellelampe og nogle pizzasnegle med,« fortæller Mette Bjerre på 54 år, der er taget til Roskilde Festival for at aflevere diverse remedier til sin datter på 21 år. 

Er det fordi din datter har ringet til dig og sagt, hun har brug for de ting?

»Nej, jeg tror bare, hun har frosset lidt, så nu skal hun lige have lidt ekstra,« lyder det glad fra Mette Bjerre, der ikke er bange for at indrømme, at hun nok curler lidt om datteren. 

Og selvom der ikke er så langt fra Køge til Roskilde, så er det ikke fordi, at Mette ikke ville køre længere for datteren. 

»Jeg ville da nok køre til København også. Måske ikke hver dag. Men hvis det var,« lyder det med et grin. 

B.T. møder også de to unge mænd Oliver og Max, der er 19 og 21 år, som er på vej mod pladsen med nye forsyninger.

»Ja, altså vores forældre kom og hentede os i går. Så kom vi lige hjem og fik et bad, og så har de kørt os ud, så vi kunne handle, og nu har de kørt os herhen,« lyder det fra Oliver. 

De to unge mænd er godt tilfredse med et bad og et lift under festivalen fra forældrene. Laura Hellensberg

Han kan godt se, at han lidt er et curlingbarn, men det gør ham ikke noget.

»Det er da bare dejligt, at de gider,« siger han, inden han trasker videre med tømmermænd – og med nye måder at få dem på. 

18-årige Vega og Alberte er også blevet kørt og hentet hele to gange allerede. 

»Ja, vi kørte med nogle forældre, og så har jeg været hentet, og nu er jeg her igen med flere ting,« siger Vega og griner. 

Forældrene bor helt i Frederikssund, men har således ikke noget problem med at køre de tre kvarter for at hente. 

»Min mor har allerede skrevet, at hun også godt kan hente mig i morgen aften,« lyder det. 

Vega og Alberte er glade for, at deres forældre kommer og henter dem flere gange på festivalen. Laura Hellensberg

Er det hårdt at være på festival?

»Meget. Jeg har ondt i skuldrene, og har ikke sovet så godt. Men jeg kæmper mig igennem det.«

B.T. dækker Roskilde Festival hele ugen, og du kan følge med i vores store liveblog her.