Det blev en kort fornøjelse for publikum, da rapstjernen Cardi B forrige onsdag spillede på Roskilde Festivals Orange Scene som et af årets hovednavne.

43 minutters sang og twerk blev det til, før hun takkede af og efterlod B.T.'s anmelder med en følelse af afbrudt samleje. Til gengæld tog hun et astronomisk beløb for anstrengelserne.

Torsdag valgte hun at afsløre prisen for samtlige af sine 18 koncerter denne sommer i et Instagram-opslag, som siden er blevet slettet.

Men internettet glemmer ikke, og prislisten cirkulerer nu på nettet, hvor man kan se, at Roskilde Festival var blandt dem, der måtte punge ud med allerflest penge for hendes korte optræden.

Ikke mindre end 750.000 dollar – fem millioner kroner – skulle der til at lokke amerikaneren med stripper- og bandebaggrund til Dyrskuepladsen.

Med den korte spilletid giver det en minutløn på 116.279 kroner. Ikke dårligt for en kvinde, der tidligere på året måtte gå til bekendelse og indrømme, at hun tidligere i livet har bedøvet mænd på hotelværelser og ribbet dem for værdier for at klare til dagen og vejen.

Roskilde Festival vil hverken be- eller afkræfte prisen over for B.T.

'Vi forholder os til vores kontraktuelle forpligtelse om ikke at offentliggøre honorarer, og vi kan derfor ikke kommentere på dette,' skriver festivalens presseafdeling i en e-mail.

Festivalen ønsker heller ikke at oplyse, om de er tilfredse med hendes optræden, der på trods af sin meget korte varighed fik rosende ord med på vejen fra både anmeldere og publikum.

'Programchef Anders Wahrén er på ferie, så den del kan vi desværre ikke kommentere på,' skriver Roskilde Festival til B.T.

26-årige Cardi B, der har det borgerlige navn Belcalis Marlenis Almánzar, skriver i det nu slettede Instagram-opslag, at hun har offentliggjort sine honorarer for at lukke munden på kritikere, som ikke forstår, hvorfor hun spiller på festivaler denne sommer i stedet for at tage på solo-turné.

'Jeg finder det så morsomt, at folk, der ikke er fans, har de største problemer med, at jeg ikke er taget på tour ... Lad mig forkare det for jer,' skriver hun i opslaget.

Honorarerne, som Cardi B selv har lækket i et nu slettet Instagram-opslag.
Honorarerne, som Cardi B selv har lækket i et nu slettet Instagram-opslag.
Vis mere

'Lad os sige, jeg tog på turné og fik 600.000 dollar pr. aften. Det lyder godt, men lad os se på turné-forretningen. Sceneproduktionen skal være enorm, fordi fansene betaler enormt, så bare på scene og produktion skal jeg smide omkring 450.000 dollar pr. aften,' skriver hun videre.

'Eller måske mere, fordi 'Bardigang' (betegnelse for hendes fans, red.) fortjener alt. Glem ikke tøj, makeup og hår. Så står jeg tilbage med 150.000 pr. aften,« lyder konklusionen fra den skandaleombruste verdensstjerne.

Cardi B har aflyst en række koncerter denne sommer på grund af komplikationer efter en brystoperation, men står til at gennemføre i alt 18 job, som sammenlagt vil indbringe hende i omegnen af 67 millioner kroner, viser hendes afsløring.

Roskilde Festival afslørede tidligere i år, at deres samlede musikbudget lå på 65 millioner kroner til de 173 optrædende, hvilket betyder, at rapperen har nappet 7,7 procent af det samlede budget.