Mange folk endte tirsdag med at stå i kø ved indgangene til Roskilde Festival.

TicketMaster var nemlig nede, så folk kunne ikke få fat i deres billet.

Har du været ramt af nedbruddet? Fortæl B.T. om din oplevelse via mail på 1929@bt.dk eller HER.

Til B.T. oplyste Roskilde Festival tirsdag aften:

»Hvis ikke TicketMaster er oppe igen klokken 22 tirsdag aften, så får folk et midlertidigt armbånd, som gælder indtil i morgen klokken 16.«

TicketMaster er tirsdag aften nede på ubestemt tid. Det betyder, at folk ikke kan komme ind på Roskilde Festival, og der opstår kø.
TicketMaster er tirsdag aften nede på ubestemt tid. Det betyder, at folk ikke kan komme ind på Roskilde Festival, og der opstår kø. Foto: Peter Boier
Vis mere

Festivalen havde ikke andre kommentarer.

Direktør i TicketMaster Danmark, Jacob Lund, forklarede også følgende til B.T. tirsdag:

»Ja, der er i øjeblikket nogle tekniske problemer med TicketMaster.«

Kort før klokken 01 natten til onsdag lyder meldingen dog, at 'alle systemer nu igen fungerer som normalt'.

»Et problem, der tidligere på aften forhindrede fans i at få adgang til deres billetter, er nu løst. Vi beklager ulejligheden. Vores teams fortsætter med at overvåge alle systemer nøje,« lyder hans svar i en mail.

B.T.s udsendte talte tirsdag aften med en vagt, der fortalte, at billetsystemet havde været nede i en time.

Folk endte med at sætte sig ned ved billetkøen og vente på, at systemet kom op igen.

Julie og Kathrine var to af dem, der havde ventet i næsten halvanden time, mens systemet var nede.

Til B.T. sagde de tirsdag aften:

»Det hele har vitterligt stået helt stille. Det går jo ikke. Det er rigtigt irriterende og koldt.«