Fredag eftermiddag stod Artigeardit overfor sin karrieres største show på Roskilde Festivals hovedscene.
Den dansk-albanske rapper klarede skærene på Orange med selvtillid og energi – men ét spørgsmål står tilbage efter hans selvudnævnte »livs koncert«.
Artigeardit var tydeligt veloplagt og fuld af selvtillid, fra han gik lige til sagen og indtog Orange Scene direkte med åbningsnummeret 'Forklar mig' og til han en halvanden time senere lukkede med hittet 'Kom af sig selv' og så halvforkølede ‘Voicemail’.
Først en god rum sange inde adresserede han dog for første gang sit publikum, og her kom det første problem med den dansk-albanske rappers hidtil største koncert.
For selvom det er forståeligt at være forberedt til fingerspidserne – og det var Ardit fredag på Orange – så blev det til tider lidt for meget efter manuskript.
Som når Noah Carter kom ind på scenen til stor jubel, og de to venner helt kunstigt snakkede sammen for at kunne blive ved med at råbe 'La' vær at fucking lyyyyyyv' ud til publikum efter nummeret 'LVFL'.
Så kom Josva ind på nummeret 'Baddie', og siden kom den efterhånden sjældent sete tredjemand på hittet, Tobias Rahim også og sang med – men her skete der noget underligt.
For det virkede som om, at ingen havde opdaget Tobias Rahim, og heller ikke Mø fik nogen synderlig jubel med, da hun trådte ind på nummeret 'Æteren'.
Klog af skade valgte Artigeardit også pludselig at introducere Barselona-drengene på forhånd, og her trængte kærligheden igennem fra publikum, der holdt klappefest til 'Stå op gå ned'.
Og Lamin var selvfølgelig velvalgt den sidste i den lange stjerneparade, som Artigeardit bød på fredag eftermiddag på Roskilde Festival, hvor han både nåede samarbejdet 'Mumler For Meget' og hittet 'Hvor Fuck Er Min Drink Henne?'
Måske var de mange lunkne modtagelser af den ene stjerne efter den anden endnu et symbol på, at publikum vitterligt var kommet for at se hovednavnet.
For selv mindre kendte numre fik spredt stemning og klapsalver ud på Dyreskuespladsen, men når Artigeardit virkelig fik sat fut i crowded, var det, når han mere end halvvejs hen i koncerten tillod sig selv at bryde lidt fra sin stramme komposition.
Det blev kvitteret med det samme, når Ardit talte direkte til sit publikum, uden at det skulle være en del af et kunstigt oplæg til næste sang. Når der var en ægte nerve og nydelse fra scenen, frem for et – jovist, imponerende velafviklet – manuskript.
Nattens Roskilde-hovednavn forinden, Anton Westerlin, var selvsagt også bredt repræsenteret som producer på Ardits koncert, men det kunne måske have været oplagt at skule mere til hans koncert på Arena-scenen natten til fredag kl. 2.30.
For det store spørgsmål er, hvorfor Artigeardit bliver ved med at blive placeret om eftermiddagen?
Det kan ligge op til børnefamilier eller eftertænksomhed, og jeg gætter på, at Artigeardit går efter det sidste – selvom hans pit dårligt har forladt puberteten.
Men på trods af til tider lidt mavepustende overgange fra de største hip hop-bangers til de mere følsomme ballader – eksempelvis som da nummeret 'Snubler' fortsatte en dansefest, der var ked af at blive overtaget af den efterfølgende følsomme, lidt for langstrakte 'Tetovo' – så var der ingen tvivl om, at Artigeardit havde bedst held med at sende tunge rytmer og ditto bars ud i sit danseklare, hiphopglade publikum – og det havde uden tvivl taget kegler under en åben nattehimmel.
Samlet set ender vi på flotte fire stjerner – så er der plads til næste gang, hvor Artigeardit forhåbentligt får et senere tidspunkt på Roskilde Festivals hovedscene at holde dansefest i.