Lyt til artiklen

Sascha Bredgaard Kristiansen, der deltog i reality-showet 'Robinson-Ekspeditionen 2009' er sygemeldt efter at være blevet udsat for 'torturligende behandling'. Det skriver Ekstra Bladet søndag.

Hun blev holdt tilbage mod sin vilje, blev nægtet lægehjælp og da hun og en anden deltager forlangte at få deres pas igen - så de kunne rejse hjem, var beskeden fra producer Jacob Juhl, at: 'Han havde kontrakt på os og ejede vores sjæl'. Nu har hun politianmeldt produktionsselskabet.

23-årige Sascha Bredgaard Kristiansen føler at ’Robinson Ekspeditionen 2009’ har ødelagt hendes liv.

– Jeg er blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress og en alvorlig depression og har fået angstdæmpende og antidepressiv medicin, siden jeg kom hjem fra Malaysia. Jeg får ofte angstanfald og begynder at hyperventilere. Jeg kan ikke slippe de ting, der er overgået mig, fortæller ’Robinson’- deltageren til EB.

Som følge af sin psykiske nedtur er hun for øjeblikket langtidssygemeldt fra jurauddannelsen og har også været nødt til at sige sit fritidsjob som telefonsælger op.

Nægtede at smide tøjet

Sascha røg ud af ekspeditionen efter få minutter, da hun som den eneste nægtede at smide tøjet og deltage i nøgenløbet. Deltagerne var blevet lovet, at de seks første, der røg ud, ville blive sendt hjem til Danmark. Men sådan gik det ikke. I stedet for at komme hjem til Danmark blev Sascha sejlet ud til en lille ø, hvor hun fik selskab af sin bror, Michael, der også var røget ud. Her fik de beskeden at øen skulle være deres 'hjem' de næste 42 dage.

Sascha forlangte at komme hjem fordi hun var bange for at bryde sammen psykisk. Svaret på den anmodning var, at hun og broderen var bundet af kontrakten med Strix og skulle gøre som de sagde. Alternativt ville de få et gigantisk erstatningskrav. Flere gange de efterfølgende dage beder Sascha og hendes bror Michael om at få lov til at komme hjem.

– Jeg havde det psykisk dårligt og ville bare hjem. Jeg sagde direkte, at jeg ikke ville deltage i deres tv-show længere – at jeg var ved at knække og ikke kunne klare det psykisk. Vi forlangte at få vores pas og at få en opringning til en advokat for at høre, om de virkelig kunne tvinge os til at blive mod vores vilje. Det nægtede de, fortæller Sascha.

Sascha Bredgaard Kristiansen har i dag politianmeldt produktionsselskabet bag ’Robinson Ekspeditionen’, Strix Television, for frihedsberøvelse, blufærdighedskrænkelse, for at nægte hende lægehjælp, for at nægte hende en opringning til en advokat og for at sætte hendes liv og helbred i fare.