EU overvejer et krav om, at turister fra USA og Canada skal have visum for at komme ind i Europa. Det kan betyde, at de populære rejsedestinationer vil svare igen og kræve et visum-krav den anden vej også.

En visum-krig mellem EU og USA samt Canada kan bryde ud i løbet af tre måneder og ramme turisme og flyselskaber i hele Europa, skriver finans.dk.

Derudover kan det også betyde, at EU-borgere fremover skal have visum for at rejse ind i USA og Canada.

Indtil nu har rejsende fra USA og Canada frit kunnet rejse til EU, mens rejsende fra Bulgarien, Kroatien, Cypern, Polen og Rumænien kun kan komme ind i USA, hvis de kan få tildelt et visum.

Men det er i strid med det princip om gensidighed, som EU-Kommissionen forsøger at håndhæve på visumområdet, skriver finans.dk.

Kan man frit rejse fra USA og Canada og ind i Europa, skal det også gælde den anden vej.

Derfor skal ministerrådet og EU-Parlamentet senest 12. juli have taget stilling til, om der også skal indføres visum-pligt for alle borgere, der rejser fra USA og Canada.

Ifølge en analyse fra EU-Kommissionen kan det dog give en risiko for, at USA og Canada svarer igen ved at indføre visum-krav for rejsende fra alle EU-lande – og ikke blot de nuværende fem.

Derudover vil et visum-krav sandsynligvis udløse et fald i antallet af rejsende fra USA og Canada.

»Dette vil sandsynligvis få betydelige økonomiske konsekvenser for især luftfartsindustrien og samtidig ramme EU's forhold til to strategiske partnere,« hedder det i analysen.

Kravet vil blive indført senest 12. juli, hvis det går igennem.