Turisterne svigter Dubai: Lokker med tusindvis af kroner
Uro og flyaflysninger har ramt luksusbyen. Nu lancerer Dubais myndigheder den lukrative kampagne 'Dubai Invite'.

Uro og flyaflysninger har ramt luksusbyen. Nu lancerer Dubais myndigheder den lukrative kampagne 'Dubai Invite'.

Turisterne bliver væk fra Dubai.
Nu tager luksusbyen et usædvanligt middel i brug for at få dem tilbage.
Det sker med kampagnen 'Dubai Invite', som er lanceret af Dubais myndigheder for økonomi og turisme.
Det skriver The Independent.
Helt konkret kan de lokale få fordele til en værdi af op mod 3.000 dirham – omkring 5.300 danske kroner – hvis de inviterer venner eller familie fra udlandet på besøg.
Alle med et gyldigt Emirates ID kan registrere op til fem venner eller familiemedlemmer, som de ønsker at invitere til byen.
Når gæsterne ankommer, får værten adgang til en række fordele. Det gælder blandt andet rabatter på op mod 45 procent på hoteller, gratis adgang til attraktioner samt tilbud på restauranter, strandklubber og aktiviteter.
Det usædvanlige initiativ kommer efter en periode med krig og uro i Mellemøsten, som har ført til aflyste fly, ændrede ruter og færre besøgende.
Den europæiske luftfartsmyndighed EASA har samtidig opfordret flyselskaber til at undgå luftrummet over blandt andet De Forenede Arabiske Emirater frem til 31. august.
Dubai havde ellers næsten 20 millioner internationale turister i 2025, men hoteller og andre dele af turistbranchen har på det seneste oplevet en mærkbar nedgang.
I stedet for en traditionel reklamekampagne håber myndighederne nu, at byens egne indbyggere kan lokke turisterne tilbage.
»Du er den bedste grund til, at de skal besøge Dubai. Inviter dem, du holder af, til den by, du kalder dit hjem,« lyder budskabet fra kampagnen.
Kampagnen løber frem til 31. oktober.