____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Tåregas, bål og kampe mellem politi og demonstranter udspiller sig for tiden i Tyrkiet - et af danskernes favoritrejsemål.

Omkring 280.000 danskere forventes at holde ferie i Tyrkiet i sommermånederne, men urolighederne i Istanbul og Ankara får ikke konsekvenser for charterrejser til Tyrkiet. Sådan lyder meldingen fra flere af landets største rejsebureauer.

- Alle charterrejser til Tyrkiet gennemføres som planlagt. Det er helt trygt og sikkert at rejse til badebyerne i Tyrkiet - og skulle der komme nogle ændringer fra Udenrigsministeriet, så reagerer vi omgående på det, siger Star Tours salgsdirektør, Stig Elling til bt.dk.

De tyrkiske storbyer Istanbul og Ankara har i de seneste uger været præget af gadekampe mellem demonstranter og politi. Flere demonstranter er blevet anholdt, og politiet beskyldes for at bruge hårdhændede metoder og tåregas over for demonstranterne.

Demonstrationerne i Istanbul startede som en protest mod planerne om at bygge et indkøbscenter i en park nær Taksim-pladsen. Efter få dage udviklede det sig til protester mod politiets metoder og derefter til protester mod regeringen og særligt premierminister Recep Tayyip Erdogan.

Senest har Tyrkiets vicepremierminister Bulent Arinc mandag eftermiddag truet med at sætte hæren ind, hvis ikke politiet magter at slå demonstrationerne i de tyrkiske byer ned.

Trods daglige beretninger og nyhedsindslag om kampene i Tyrkiet, så tager danskere med sommerferieplaner til Tyrkiet ifølge rejsebureauerne situationen med ro.

- Der er ingen panik overhovedet. Der har været nogle stykker, der har spurgt til situationen i Tyrkiet, men alle tager det meget stille og roligt, siger Iben T. Winther, produktchef hos Scanway/ Tyrkiet Eksperten.

Star Tour har også kun haft et par håndfulde henvendelser fra folk, der vil vide, om deres ferie bliver gennemført, og om der er roligt på deres feriedestination.

Selv om turisterne trygt kan nyde solen på de tyrkiske stande, så holder alle rejsebureauerne nøje øje med udviklingen i Tyrkiet og følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Lige nu lyder opfordringen fra Det danske udenrigsministerium, at danskere skal holde sig væk fra områder med demonstrationer.

Flere tyrkiske fagforeninger opfordrede mandag deres medlemmer til at deltage i en generalstrejke som protest mod myndighedernes behandling af demonstranterne. Hvis der kommer en generalstrejke i Tyrkiet, vil det dog ikke påvirke turismen, lyder det fra Star Tour.

- Vores informationer lyder på, at en generelstrejke hverken vil komme til at berøre lufthavn eller bustransport. Vi har fået bekræftet, at man vil kunne håndtere turistindustrien normalt, selv om der kommer en generelstrejke, fortæller Stig Elling.