Følg B.T. Rejsers jagt på Kruger Parks fem safaristjerner: Løven, leoparden, bøflen, næsehornet og elefanten.

Den er vred,« siger James, vores ranger. Vi sidder fem turister og stirrer på seks tons truende elefant, der tramper ned ad vejen med kurs direkte mod os.

Stødtænderne er to meter lange, blikket er fast rettet på vores minibus, og jeg forestiller mig, hvordan dyret vil krølle karrosseriet sammen på par sekunder.

ELEFANTEN:
Topfart: 40 km/t. Egenvægt: 6 t

Elefanten tisser ned ad benet på sig selv. Det er dårlige nyheder, for det betyder, at den er i brunst og helt utilregnelig.

James sætter bilen i bakgear. Motoren er stadig slukket, men han har hånden på nøglen og er klar til at fyre pedalen i bund, hvis elefanten vælger at angribe.

»Det dummeste, man kan gøre, er at køre lidt frem og se, om det skræmmer elefanten, og så lidt tilbage, når det ikke virker. Frem igen og så tilbage. Nej, bliv holdende og vis, du ikke lader dig skræmme!«

Han er eksperten, så der er ikke andet at gøre end at holde vejret og se, hvad der sker.

Hvor hurtigt mon en minibus med seks personer og oppakning til et par dage i Kruger Park kører i bakgear, tænker jeg.

Elefanten, har jeg lige lært, skal have tre fødder på jorden ad gangen, når den bevæger sig, så det er ikke det hurtigste dyr på savannen. Alligevel rammer den en topfart på 40 km/t. En tand hurtigere end os i bakgear.

Der er blot et par meter imellem os nu.

»James, så stikker vi,« lyder kravet, men rangeren er helt fattet og lader sig ikke diktere.

Elefanten stopper op. Det er som om, den skal til at beslutte sig for, hvad den vil gøre. Den kigger på os, tager så endelig et skridt til siden. Langsomt, men majestætisk stolt, forsvinder den ind i mellem træerne, væk fra vejen.

Vi venter lidt. Så kører vi frem, den lader os passere. Vi er forbi nu og væk.

Pyha! Vi har lige set den første af de fem store.

LØVEN:
Press »play«

James arbejder på det danskejede Mpala Safari Lodge som safariguide eller ranger. I to dage skal han køre os rundt i Kruger Park i det nordøstlige hjørne af Sydafrika.

Hans ydre snyder, for den lyshårede, lidt hvalpede knægt i begyndelsen af tyverne har brugt det meste af livet på at spotte dyr og »læse« deres adfærd.

Hans første opgave var at lære os de regler, der gælder i parken: Man bliver i bilen, ikke noget med lige at stige ud og strække benene. Man fodrer ikke dyrene, for så mister de respekten for mennesket, og man tisser ikke lige i en busk. Man venter, til man er inde på en af lejrpladserne i parken med små hytter, butikker, grillpladser og toiletter.

Lidt upraktiske regler i 35-40 graders varme, tænker jeg. Især at man ikke må stige ud er irriterende. Måske kunne James se det på mig, han vælger i hvert fald at tage stikket hjem med en lille historie:

»For nogle år siden var der en fransk turist i en anden sydafrikansk park, der så forfærdeligt gerne have et billede af en flok løver, at han steg ud af sin bil og efterlod kone og barn.

Ingen af dem havde set den hun-løve, som lå i skjul på den anden side af vejen.

I en bil lige bag den franske familie sad en afrikaner, der optog det det hele på video - løven, der i én kraftfuld bevægelse skærer igennem luften og overmander byttet: Den franske familiefar.

Hvis afrikaneren var kørt lidt frem, i stedet for at sidde og lade kameraet labbe det hele i sig, ville løven være stukket af. Farmand havde fået nogle ordentlige skrammer, men sandsynligvis ville han stadig være i live,« fortæller James.

Jeg er overbevist og stiller ikke flere spørgsmål. Ingen turist er blevet dræbt af et dyr i Kruger Park, men adrenalinen pumper stadig rundt i min krop efter mødet med Dumbos voksne ven.

To-tre biler holde stille foran os. En gnu står på midt på vejen, men det er ikke det, bilerne er stoppet op for. Det er det brune hoved, der stikker op ude i græsset: En løve!

Løven står helt stille, som om der er trykket »pause« på den. Lidt væk kan jeg se en løve mere. De har udset sig gnuen på vejen til frokost og planlægger et angreb.

Vi sidder klar med kameraerne og venter bare på, at der bliver trykket »play«.

Flere biler kommer til. Gnuen undrer sig og forsvinder. Vi har spoleret jagten, så løverne må opgive frokosten. I slowmotion lægger de sig hen i skyggen under et træ bare tre-fire meter fra bilerne, og nærmest som vidste de, at vi sidder og kigger på, viser de tænder og soler sig i opmærksomheden.

BØFLEN:
Farligere end den ser ud

Mens løven ser farlig ud med sine skarpe tænder, og elefanten alene på grund af sin størrelse påkalder sig respekt, så er det svært at se, hvad der skulle gøre bøflen mere farlig end en udpint malkeko.

Vi holder foran en flok på 40-50 bøfler, som ser ganske fredsommelige ud, men tag ikke fejl...

James har lige fortalt, hvad vi skal gøre, hvis løven angriber, eller elefanten begynder at vælte træer for at skræmme os. Den slags situationer er en erfaren safariguide trænet i at komme ud af, men med bøflen er det anderledes:

»Der skal meget til, før bøflen angriber, men hvis du først får tirret den, så stopper den aldrig!«

Det skal vi ikke nyde noget af, så vi skyder et par billeder på afstand. Solen går snart ned over Kruger Park, himlen er farvet smukt rød, og temperaturen er igen blevet behagelig.

Det slår mig, at bøflen mest ligner en ko med dårligt hår.

Den har, hvad der ser ud som en kraftig midterskilning, der er friseret alt for hårdt op. Som om dét ikke var nok, bliver den tossede frisure understreget af et par sørgelige øjne, der næsten signalerer, at bøffelen godt selv ved, at hårmoden er løbet fra den.

Vi lader bøflerne være i fred og kører tilbage til lejrpladsen, smører os grundigt ind i myggebalsam og åbner en flaske god sydafrikansk rødvin.

Imens har James forvandlet sig fra at være naturvejleder til at være grillmester. Han har smidt et par enorme bøffer på grillen, og fra at skulle spotte dyrene skal han nu bare sørge for, at mit kød bliver stegt medium.

LEOPARDEN:
For smart til turister

Klokken fem næste morgen er vi i gang igen. Kruger Parken er fuld af mange andre fascinerende dyr end de fem store, her er impalaer, krokodiller og bavianer, for bare at nævne nogle.

Vi kører rundt på et areal større end Jylland, og det eneste, der skiller os fra dyrene, er den smule blik, vi kører rundt i. Nogle gange er de bare et par meter væk, andre gange skal jeg have gang i kameraets kraftige zoom.

James kører helt tæt på en stor flot kudu, som står midt på asfalten. Hvad hverken han eller nogen af os andre havde set var, at der på den anden side af vejen sidder en leopard oppe i et visnet træ og kigger lækkersultent på kuduen.

Mens vi iagttager kudu-hannen, er der pludselig én, der fremstammer:

»L-L-Leopard!«

Leoparden har så fine instinkter, at den kan sanse, at den er blevet set. Eller måske kunne den høre os. I hvert fald er den væk, inden alle i minibussen får øje på det smukke dyr i træet. Leoparden er så hurtig, at den tid, det tager at vende hovedet og fjerne blikket fra kuduen, er nok til, at den er forsvundet.

NÆSEHORNET:
Vi ses en dag, min ven!

Fire ud af fem! Ikke nogen dårlig statistik - og vi har stadig en hel dag til at køre rundt i Kruger Park og finde den sidste: Næsehornet.

Bare et lille bitte næsehorn, og så har vi pladen fuld... Kom nu!

Det er bizart at sidde i et Folkevognsrugbrød og stirre ud i det høje græs, mellem buske og træer og spejde efter et næsehorn. Normalt ville jeg være alt for utålmodig til den slags, men det her fanger mig.

Det forbandede næsehorn viser sig dog aldrig. Så nu bliver jeg nødt til at tage tilbage til Afrika. Og det hjælper ikke, at vi til gengæld så giraffer og zebraer, springbukke og gnuer, flodheste og krokodiller.

Alle sammen flotte dyr, men de er bare ikke på listen over de fem store...

Så løve, bøffel, elefant og leopard: Vi ses! Og til dig, næsehorn: Jeg skal nok få ram på dig med mit kamera en dag.