Du skal finde andre steder at bestille det, hvis du i fremtiden vil se en delfin springe rundt i et bassin eller se en elefant gå på line.

I hvert fald hvis du rejser med selskabet SunWeb.

For selskabet stopper nu med at tilbyde udflugter, hvor vilde dyr bruges som underholdning.

Det skriver World Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse.

Dermed kan gæster ikke booke billetter til dyreshows - det samme gælder for begivenheder, hvor man kan røre, svømme med eller tage billeder med vilde dyr.

Det sker som led i en ændret dyrevelfærdspolitik.

»Dyremishandling hører ikke hjemme i vores vision for ansvarlig turisme. Ikke alle turister er bevidste om den lidelse, der ligger bag underholdning med dyr. Som rejsearrangør har vi et ansvar for de udflugter og rejseoplevelser, vi tilbyder, og for at oplyse vores rejsende bedst muligt om dyrevelfærd,« siger Jan Lockhart, nordisk chef for Sunweb.

Sunweb vil stadig tilbyde eksempelvis hvalsafarier, hvis de tilbydes af ansvarlige arrangører, der holder sig på afstand og ikke forstyrrer de vilde dyr.

World Animal Protection er selv meget glade for ændringen i politikken.

Det siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig i World Animal Protection Danmark.

»Hver dag lider mere end en halv million vilde dyr i turistindustrien. De stresses, kontrolleres og tvinges til at underholde turister,« siger hun og fortsætter:

»Vi er derfor meget glade for, at Sunweb har valgt at fjerne alle rejseoplevelser, hvor der tilbydes nærkontakt eller shows med vilde dyr.«