Har du en kommentar til Ryanairs nye regel, så skriv gerne til jepp@bt.dk.

Det britiske flyselskab Ryanair har mandag, 15. januar 2018, indført en ny bagage-regel, der gør, at det koster penge at have en kuffert med om bord i kabinen. Det møder nu stor kritik.

De nye regler siger, at passagerer kun må have én lille håndtaske eller bærbar computer, der højst måler 35x20x20 centimeter, med om bord i flyet. Medmindre man betaler 37 kr. pr. flyvetur (74 kr. for en returbillet) for en såkaldt 'Priority Boarding.'

For dem, der ikke betaler, vil deres kuffert blive lagt om i lastrummet og sendt ud på bagagebåndet sammen med resten af den indcheckede bagage. Dette er gratis.

Flyselskabet fortæller, at de gør det, fordi de regner med at kunne spare tid ved at færre passagerer har kufferter med ombord.

Kunder er irriteret

BT skrev om den nye regel i sidste uge, og det fik flere af Ryanairs kunder til at rase.

Ryanairkunde Birte Pedersen er en af de kunder, der bliver ramt af den nye regel. I en mail til BT skriver hun, at det er irriterende, at man skal betale yderligere for ikke at skulle vente på deres kufferter ved bagagebåndet.

»Vi kommer jo let til at bruge nogle ekstra timer på at vente på bagagen, og det, synes jeg, er spild af tid, når vi kun har en weekend. I værste fald mister vi måske en kuffert, og så tager det jo for alvor tid i lufthavnen,« siger Birte Pedersen, der oplyser, at hun ofte rejser med Ryanair og har indtil videre været glad for det.

En bruger på Twitter har også spurgt om, hvorvidt han kan få pengene tilbage, da han ved sit køb, inden den nye regel trådte i kraft, ikke blev fortalt, at han skulle betale for at få sin kuffert med i kabinen.

Ryanair fortæller, at de siden august 2017 har advaret og skrevet til deres kunder om den nye regel. Men selvom man købte en billet inden august, skal man stadig betale for sin kabine-kuffert, oplyser Ryanair på mail.

»Dette er en vores mest markerede ændringer af vores politik, og vi har på jævnlig basis kommunikeret til vores kunder, siden dette første gang var annonceret i august sidste år. Kunderne kan stadig medbringe to gratis kabinetasker, men den større skal placeres ved gaten, med mindre de ønsker at tilkøbe Priority Boarding. Det handler om kundens valg,« skriver Ryanair til BT på en mail og oplyser, at man ikke kan få pengene tilbage for sin billet.

Andre kunder bakker flyselskabet op. De skriver blandt andet, at Ryanair selv må bestemme, hvad de gør. Og kan man ikke lide de regler, kan man vælge et andet flyselskab.

Udover den nye bagage-regel har Ryanair sat den tilladte vægt på kufferter op fra 15 til 20 kg og sat gebyret indchekket bagage ned fra 260 kr. til 185 kr. pr. indchekket taske.

Det glæder Ryanairs direktør, Kenny Jacobs.

»Det glæder os at kunne lancere vores nye bagagepolitik i dag, som er blevet implementeret succesfuldt, og vi tror, at den vil være med til at få en smidigere boarding af vores fly og formindske flyforsinkelser, sammen med vores nye check-in politik der tilbyder kunder et lavere standardgebyr mod en 33% forøgelse af den tilladte vægt,« skriver han i en pressemeddelse.