Hvis du er gammel nok, kan du sikkert huske dengang, at en flyvetur var noget, man så frem til. Der var gratis drinks, høflige stewardesser der serverede mad i luften og behagelige sæder. Alt det kan du stadig få - og det er faktisk ikke så meget dyrere end du måske tror.

Der er ingen tvivl om, at især de 'gamle' luftfartsselskaber som f.eks. SAS er under et ekstremt pres fra de nye lavprisselskaber som f.eks. Norwegian, der indtil videre blot har presset priserne helt i bund. Det er sket på bekostning af servicen, der startede sløv på lavprisselskaberne - og derefter blot er fortsat i nedadgående retning for både lavprisselskaber og de såkaldte 'full service'-selskaber. Til gengæld kan man efterhånden flyve rundt i hele verden til priser, der for 20 år siden ville have været fuldstændigt uhørt.

Men når man så har købt en billet til 1.200 kr. til New York, ja, så må man også finde sig i, at der stort set ikke er noget inkluderet i billetten; hverken bagage, mad, drikkevarer eller nogen anden form for luksus, og flyselskaberne presser flere og flere mennesker ind på den tilgængelige plads. Med andre ord; prisen er styrtdykket, og serviceniveauet er fulgt med ned – men flere har muligheden for at flyve nu, og man kan så til gengæld købe sig til det service, man gerne vil have.

På netværksselskaberne (selskaber som SAS og de andre i Star Alliance og One World alliancen) er der stadig en del service i den traditionelle billet. Her kan du på economy stadig finde både mad og inkluderet bagage, men ræset imod bunden er sat igang, og netværksselskaberne vil også blive tvunget til at droppe mere og mere service for at kunne følge med priserne og dermed konkurrere med lavprisselskaberne.

Premium er moderne
Til alt dette måtte også komme en modreaktion. Der findes stadig en del passagerer, der gerne vil flyve som i de 'gode, gamle dage', hvor flyveturen var en behagelig start på rejsen med mad, drikke og hygge i lufthavnen. Og det har både flere lavprisselskaber og, naturligvis, netværksselskaberne, opdaget. Derfor har mange af dem indrettet en premium economy-sektion i deres fly. Her er mad og drikkevarer inkluderet, sæderne er større, der er inkluderet mere bagage, og der er ofte adgang til fast track og lounges i lufthavnen. Og prisen er naturligvis højere. Generelt skal du forvente at betale mindst det dobbelte af en economy billet for at sidde på premium economy, men hvis du lægger alt det, du 'får' oven i billetprisen på economy vil du formentlig se, at prisen ikke er så meget højere - faktisk sker det endda, at det økonomisk kan betale sig at bruge de ekstra penge fra starten i stedet for at betale 300kr. for en kuffert, 250 kr. For at vælge sæde og 50kr. for den øl, du alligevel ikke kan lade være med at bestille når du først er kommet i luften.

*********************************

Norwegian vs. SAS

Her i Norden står krigen på de lange ruter i luften især imellem SAS og Norwegian. De to selskaber kriges især på USA-ruterne, hvor de ofte flyver til samme byer eller områder, men ikke samme lufthavne. I denne test har vi været på flyvninger med begge selskaber til USA på deres premium economy klasse. Hos SAS hedder den SAS Plus, hos Norwegian hedder den Norwegian Premium.

Med fare for at afsløre resultatet på forhånd må vi allerede her konkludere, at det er en tæt kamp imellem de to, men at vi sagtens kan anbefale dig at bruge de ekstra penge, hvis du har dem, for oplevelsen er altså også meget bedre, end hvad du får på economy. Der er kælet for detaljerne på Plus og Premium, og du vil simpelthen føle dig mere velkommen i flyet og i lufthavnen med en premium-billet. Når det så er sagt, så er der mærkbare forskelle på de to produkter, så her kommer sammenligningen, der starter allerede ved bookingen.

På jorden

Booking og pris
SAS
At booke hos SAS på deres nye hjemmeside er efterhånden kommet til at fungere okay – hjemmesiden har ellers haft en lidt hård start, men er nu ved at være på plads, og det er rimeligt let at booke billetter. SAS har dog netop lovet, at det bliver endnu bedre - for der er stadig en del knaster - især hvis du bruger sitet på mobil.
Generelt er priserne nogenlunde på niveau med Norwegian Premium – nogle gange lidt lavere, nogle gange lidt højere. Du kan finde SAS Plus billetter til USA fra omkring 4.000 kr. pr. vej hvis der ikke er specielle tilbud.

Norwegian
At booke hos Norwegian er en ret strømlinet oplevelse – hjemmesiden er overskuelig og moderne og fungerer godt. Generelt er priserne nogenlunde tilsvarende, hvad du kan finde på SAS for SAS Plus.

Vinder: Uafgjort

At sammenligne priser er stort set umuligt fordi der er så mange faktorer, der spiller ind, men vi har taget stikprøver der strækker sig over det næste halve år, og selv om der er ret store udsving i perioden både internt i hvert selskabs priser og imellem de to selskaber, ja så må vi konkludere at de overordnet flugter ganske glimrende. Priserne er i øvrigt nogenlunde sammenlignelige med andre premium produkter fra eksempelvis Lufthansa – derfor ender begge selskaber på middel.

Karakterer:
SAS: 3/6
Norwegian: 3/6

*********************************

Check in
SAS
SAS tilbyder deres Plus kunder i København check in ved business skranken, hvilket kan være både godt og skidt. I vores tilfælde løb vi ind i en ret omfattende kø, men det er dog rart at der er en personlig betjening – og i øvrigt tilkaldte SAS-personalet hurtigt ekstra mandskab, så køen blev afviklet, og vi var igennem på ca. 10 minutter – og bagagen er afleveret.

Norwegian
Hos Norwegian kan Premium passagerer af gode grunde ikke benytte en 'business check in', da der ikke er højere klasser end premium. Ikke desto mindre er der en kø for bagageindlevering dedikeret Premium-passagerer. Norwegians eget lille område er placeret først i Terminal 2, hvis du kommer fra Terminal 3.

Vinder: Uafgjort

Karakterer:
SAS: 3/6
Norwegian: 3/6

​*********************************

Security
SAS
SAS har deres egen Fasttrack der er hurtig at komme til fra check in området i Terminal 3. Her er en helt anden stemning end den, man ellers møder i security, og personalet er generelt mere høflige og hjælpsomme. Rejser man i myldretiden kan her godt være en smule kø, men eftersom vores tur ligger til frokost går vi stort set bare lige igennem.

Norwegian
Norwegian gør i stedet brug af lufthavnens egen sikkerhedskontrols prioritets security, der er de yderste spor i den almindelige security. På vores tur fungerer det fint, om end der er en noget længere gåtur ud til sikkerhedstjekket. Men her er stort set ingen kø, og vi kan gå lige igennem. Det skal dog siges, at man oftere vil opleve kø efter lufthavnen har åbnet for, at alle indenrigsrejsende kan benytte CPH Express, som tjenesten hedder. Man deler også med business kunder fra mange andre selskaber, men kapaciteten er god, så umiddelbart burde der sjældent være ret meget kø.

Vinder: SAS

SAS vinder en overbevisende sejr her. Fasttrack er hurtigere at nå til, stemningen er bedre, og man er hurtigt videre – i øvrigt er der en smutvej direkte til loungen også.

Karakterer:
SAS: 5/6
Norwegian: 3/6

​*********************************

Lounge
SAS
SAS Plus giver dig adgang til SAS Business Lounge, som er placeret på nederste etage i SAS loungen. Der er ikke personlig betjening, man scanner bare sit boardingpass for adgang. (Skulle der være problemer står der dog SAS personale klar til at hjælpe.) Indenfor er der et lille udvalg af mad og drikke, der dog ikke imponerer. Der er ikke mange valgmuligheder på hverken vin eller øl, og maden er tilforladelig uden at være prangende. Umiddelbart ville vi faktisk anbefale, at du venter med at spise til flyveturen, hvor maden er bedre. Ved vores tur stod (frokost) menuen på laks og en pastasalat med grøn pesto. Atmosfæren i loungen er stille og hyggelig, og der er god plads, så det er altid muligt at finde et sted at sidde.

Norwegian
Norwegian har ikke deres egne lounges, så de er afhængige af 3. Parts lounges –også i Københavns Lufthavn, hvor det er lufthavnens egen lounge, der kan bruges af Premium kunder. Efter vores tur har Norwegian lavet et nyt samarbejde med Eventyr Lounge, der ligger bekvemt placeret efter pastjekket, så rejsende på Premium vil kunne gå direkte fra loungen til flyet uden at skulle skabe tid til paskontrollen – hvilket er en enorm fordel. Vi har testet loungen i anden sammenhæng, og generelt er den stort set på niveau med SAS’ loungen – om end maden virker en smule mere varieret. Eftersom det ikke er Norwegians egne medarbejdere der står i loungen kan du dog ikke, som hos SAS, forvente en meget detaljeret hjælp i forbindelse med billet, boardingpass eller lignende – hvis der er større problemer i den retning skal du altså ud i gaten eller tilbage igennem paskontrollen til service centret.

Vinder: Uafgjort

SAS og Norwegian har nu begge udmærkede lounges i Københavns lufthavn med hver deres fordele og ulemper – SAS vinder på integrationen med selskabets andre services, Norwegian på beliggenheden af Eventyr Lounge.

Karakterer:
SAS: 4/6
Norwegian: 4/6

​*********************************

Boarding
SAS
Hos SAS er Plus passagerer henvist til at boarde i den såkaldte C kategori – efter A og B, der består af Business og Guld/Diamantkunder. På vores flyvning går boardingen en smule trægt, og der er flere der forsøger at ”snyde” sig til at gå ind før det er deres tur. Personalet er dog høflige og hjælpsomme, og afviser venligt ”overspringerne”.

Norwegian
Hos Norwegian er Premium kunderne det øverste led i fødekæden, og får derfor lov at gå først ombord – inden længe sidder vi plantet i de store, grå lædersæder forrest i Dreamlineren. Der er fantatisk meget plads i Dreamlinerens bagagehylder.

Vinder: Norwegian

Norwegian vinder her fordi det trods alt er rart at komme først ind i flyet og få sat sig tilrette uden at skulle mase håndbagegen ind i bagagehylden. Det skal dog dertil siges, at der ikke på nogen af de to flyvninger er pladsmangel på henholdsvis SAS Plus og Norweigan Premium når man kigger på plads til håndbagege.

Karakterer:
SAS: 3/6
Norwegian: 4/6

I luften

Kabinen
SAS
SAS har opgraderet deres kabine i de seneste par år, og det ses tydeligt. Alt virker nyt og er generelt designet smagfuldt. De grå sæder og det lyse træ er meget skandinavisk i udtrykket, og der er tydeligvis kælet for detaljer og materialevalg. Der er USB stik ved alle pladser, ligesom der er strømudtag til eksempelvis bærbare computere.

Kabinen hos SAS Plus
Kabinen hos SAS Plus
Vis mere

Norwegian
De første Dreamlinere blev leveret til Norwegian for snart fem år siden, og der er sket en del på de fem år. Kabinen er stadig pæn og de lyse grå sæder er overordnet set pæne i kombination med Norwegians røde kontrastfarve. Ikke desto mindre kan man i det fly vi flyver i til Florida godt se, at kabinen ikke er helt ny længere – der er små mærker og lidt slidtage rundt omkring. Rengøringsnivauet er dog, i øvrigt ligesom hos SAS, helt i orden, og det er tydeligt at personalet gør en dyd ud af at der er præsentabelt i kabinen når passagererne ankommer. Hos Norwegian er der også USB og strømudtag så du ikke løber tør undervejs.

Vinder: SAS

SAS’ nye kabine er rigtigt lækker og smagfuld, og alt er stadig nyt og fint. Norwegians kabine er også ganske smagfuld, men er efter knap 5 år begyndt at bære en lille smule præg af slidtage. Rengøringsstandarden hos begge selskaber er generelt fin.

Karakterer:
SAS: 5/6
Norwegian: 3/6

​*********************************

Flyet
SAS
SAS flyver deres Long Haul ruter med Airbus 330 og Airbus 340 – langt flest af de første, da A340 bruger mere brændstof med dens fire motorer. Flytypen har en del år på bagen, og selv om der også er et par nye fly imellem er der ikke meget forskel på dem og de ældre – i hvert fald ikke set fra passagerens synspunkt. Støjniveauet er ganske højt, og lufttryk og – fugtighed er, desværre, som du kender det, og man ender let med tørre slimhinder. Det trækker en smule ned, at SAS Plus er placeret tættere på midten af flyet, hvilket giver mere larm på grund af at man er tættere på motorerne. Hos konkurrenten er Premium passagererne placeret helt forrest.

Norwegian
Norwegian gør indtil videre kun brug af Boeings Dreamlinere på deres lange ruter - også den, vi flyver til Fort Lauderdale i. Det gode ved Dreamlineren er, at det er et mere moderne fly end 330’eren, som SAS flyver med - og det kan faktisk mærkes. Luftfugtigheden er mærkbart højere, og man har ikke så tørre læber. Boeing og Norwegian hævder, at man også skulle kunne mærke forskel ved, at man er mindre udsat for jetlag, når man har fløjet med en Dreamliner, men vores oplevelse er, at det er lige godt (eller skidt, alt efter hvor udsat man er for at blive ramt af jetlag.) Støjniveuaet på Dreamlineren er mærkbart lavere end på Airbus 330, og vi elsker de elektroniske vinduer, der kan dæmpe lyset udefra uden at lukke udsigten ude.

Vinder: Norwegian

Norwegian vinder her med et mere moderne fly, der især udmærker sig ved et lavere støjniveau.

Karakterer:
SAS: 3/6
Norwegian: 5/6

​*********************************

Sæder og plads
SAS
SAS har de seneste år opgraderet alle deres fly med helt nye kabiner, og det mærkes tydeligt, for alt virker nyt. Sæderne er godt nok noget hårdere, men stoffet er tydeligvis af god kvalitet, og man kan ligge sig nogenlunde fornuftigt tilbage når det er tid til at få lidt hvile. Helt komfortabelt bliver det aldrig. Sæderne virker også moderne, og designet er pænt og afdæmpet.

Norwegian
Norwegian har store og ret brede lædersæder på deres Premium afdeling, og de er generelt en smule mere komfortable end sæderne på SAS Plus. Desværre begynder man at ane spor af, at kabinen i de 'ældre' fly er ved at være lidt slidt – i hvert fald i det, vi er gået ombord i til Fort Lauderdale. Bordene har en del ridser, og der er også mærker i sæderne. Selv om der i tommer faktisk ikke er den store forskel i målene på sæderne på SAS Plus og Norwegian Premium må vi alligevel sige, at man hos Norwegian både føler at der er mere benplads og at sæderne føles som om, de kan lænes mere tilbage. I hvert fald får vi en smule bedre søvn på Norwegian flyet.

Benplads i Norwegians Dreamliner.
Benplads i Norwegians Dreamliner.
Vis mere

Vinder: Norwegian

Norwegians sæder vinder på komfort med et mulehår. Det er dog meget tæt løb.

Karakterer:
SAS: 4/6
Norwegian: 5/6

​*********************************

Underholdning
SAS
SAS’ nye kabine kommer med et nyt underholdningssystem med ganske store skærme – især på Business, men også på Plus, hvor skærmen er på 12”. Kvaliteten er samtidig væsentlig bedre, end hvad man ellers ser på mange fly. Og selvom der er nogle enkelte gange, hvor man tydeligt ser lidt pixellering, fordi materialet er ganske hårdt komprimeret, så står det altså generelt rigtigt fint, og bitraten er nogenlunde fornuftig langt det meste af tiden.

Udvalget er ikke imponerende, men hvis du ikke flyver hver uge, vil du formentlig sagtens kunne finde mindst et par film, du ikke har set før - og der er i hvert fald nogle helt nye titler, som de fleste vil kunne se.

Hos SAS er WIFI-adgang inkluderet på SAS Plus, og selv om det kan være ganske ustabilt, er det bedre end ingenting. På vores flyvning var det muligt at være online langt det meste af turen og med ganske acceptabel forbindelse.

Norwegian
Norwegians underholdningssystem har nogle år på bagen, fordi det blev introduceret sammen med Dreamlineren. Systemet er baseret på Android, men det virker - formentlig på grund af alderen - en del mere klodset end SAS’ system, der simpelthen er mere moderne. Udvalget hos Norwegian fejler dog intet, og ligesom hos SAS vil de fleste nok kunne lide mindst en enkelt titel. Vi undrer os i øvrigt til stadighed over, at flyselskaber insisterer på at putte helt fuldstændigt tilfældige afsnit af tv-serier i deres system.

Afsnit 18 af sæson 6 af en eller anden tv-serie er simpelthen bare mærkeligt at sætte sig til at se i et fly. Man kunne måske bare tage afsnit 1 af sæson 1 af en serie, så man kan blive introduceret til en ny serie, man kan se, når man kommer hjem? Under alle omstændigheder er det ikke kun Norwegian eller SAS, der har denne mærkelige praksis, så vi vil ikke holde det imod dem.

Entertainment-systemet i Norwegians Dreamliner.
Entertainment-systemet i Norwegians Dreamliner.
Vis mere

Vinder: SAS

SAS vinder både på et bedre system generelt og – i særdeleshed – på, at der er wifi på Plus. At det så oven i købet er gratis er blot endnu en bonus. Vi kunne dog godt ønske os et bedre udvalg fra begge selskaber.

Karakterer:
SAS: 4/6
Norwegian: 3/6

​*********************************

Service
SAS
Personalet på SAS flyvningen er søde og professionelle på stort set alle måder. Den høflige servering starter efter næsten to timer - der er en del turbulens under starten der forhindrer dem i at komme hurtigt igang med at forberede maden. Serveringen i sig selv foregår ganske hurtigt, og selv om det er en smule underligt, at man skal bestille alle drikkevarer allerede inden serveringen, så fungerer det hele gnidningsløst. Her er smil og overskud fra det personale, der serverer for os, og da vi efterfølgende beder om flere drikkevarer bliver de også serveret uden problemer.

Norwegian
Norwegian har et noget blandet personale - her er både asiater og nordiske stewarder og stewardesser, og kommunikation er generelt på engelsk, hvilket kan være generende for nogen. Vi har fået en norsk/islandsk stewardesse, der er ekstremt smilende, venlig og serviceminded. Hun joker med og hygger om passagererne og skaber generelt god stemning uden at det trækker fra hendes professionalisme. Maden serveres relativt hurtigt efter at skiltet med

Vinder: Uafgjort

Personalet på begge flyvninger var enormt venlige og serviceminded - hvilket man også forventer, når man har betalt ekstra for billetten. Vi kan godt være lidt bekymret for især ældre passagerer der flyver på Norwegian, for de skal kunne kommunikere på engelsk med personalet. På den anden side er de på vej til USA, så der vil det problem jo ikke just ændre sig. På vores specifikke flyvning kunne vi dog både tale engelsk og “nordisk” med personalet hos Norwegian, og hos SAS foregik alt på dansk/svensk.

Karakterer:
SAS: 5/6
Norwegian: 5/6

​*********************************

Mad
SAS
Hos SAS står valget på Plus imellem to retter, oftest en fisk og en kødret. I vores tilfælde var det fisk eller kylling, der kunne vælges imellem. Begge retter var faktisk overraskende velsmagende, om end konsistensen af især fisken godt kunne have været bedre. Det er enormt svært at få fisk tilberedt ordenligt, så faktisk ville det nok have været klogere at holde sig til kyllingen i dette tilfælde.

En positiv ting er, at kvaliteten af både bestik og (ta-daaah!) det rigtige glas der er på bakken trækker hele oplevelsen en smule op. Det er faktisk en ganske pæn anretning du får serveret på Plus.

En ting der trækker en smule ned er, at personalet kræver at man bestiller alle drikkevarer på samme tid. Det har vi før prøvet på SAS Go, men det burde ikke være tilfældet på Plus. Hvis man vil signalere et premium produkt og drikkevarerne er inkluderet, burde man gå flere gange i Plus. Vi prøvede dog at ringe efter en stewardesse en enkelt gang ekstra, og hun bragte os gerne et glas vin mere – så så rigidt er personalet dog heller ikke.

Norwegian
Hos Norwegian er der ikke rigtigt glas involveret i serveringen, her er det hele plastik. Ikke desto mindre er maden faktisk ganske glimrende. Vi fik en bøf der var udmærket tilberedt (af flymad at være) og da min medrejsende var meget sulten, fik han oven i købet en ekstra servering af hovedretten, hvilket stewardessen sagde var ganske normalt hvis en passager er ekstra sulten. Drikkevarerne bliver hos Norwegian også serveret i et enkelt hug, men personalet siger ikke noget om, at de helst ser at man bestiller alt på samme tid. Da vi senere bestiller flere drikkevarer bliver de også bragt uden problemer.[DPK1]

Vinder: Uafgjort.

Maden hos de to selskaber er stort set på samme niveau, men præsentationen hos SAS er en smule pænere. Til gengæld er det mærkeligt, at personalet signalerer, at man udelukkende kan få drikkevarer en enkelt gang – det skete ikke hos Norwegian.

Karakterer:
SAS: 4/6
Norwegian: 4/6

Samlet vurdering

Hvis du skal flyve langt og er klar til at betale lidt ekstra for at sidde mere behageligt og få en lidt bedre service, så er begge de to nordiske premium-produkter, vi har testet her, værd at kigge på. Faktisk er forskellene relativt begrænsede, og SAS Plus og Norwegian Premium har rigtigt meget tilfælles, så hvad du skal vælge kommer i sidste ende nok an på, hvem der kan levere den billigste billet i den periode, hvor du skal flyve.

Men da dette er en test, skal vi jo vælge en vinder, og det er meget tæt: SAS får i alt 43 point – Norwegian får 42 point. Derudover er der en fordel ved at vælge SAS, som vi ikke har nævnt; da SAS er medlem af Star Alliance vil der være væsentlig flere muligheder for at komme frem i tilfælde af store forsinkelser – man vil som Plus passager ofte opleve at blive ombooket på et fly hos en af samarbejdspartnerne allerede inden man er landet. Norwegian er ikke i en alliance, og man vil derfor mere sjældent opleve at blive ombooket til andre selskaber hvis selskabet kan finde plads hos dem selv – også selv om det i nogle tilfælde har vist sig, at det er til ulempe for passagererne. Vi har forhørt os hos Norwegian om praksis, og selskabet siger selv, at de gerne ombooker hos andre selskaber, så vi lader tvivlen komme dem til gode. Men under alle omstændigheder har SAS bedre og mere direkte adgang til ombookning på grund af medlemskabet af Star Alliance. Norwegian har haft ry for at have mange forsinkelser på deres langruter, og vi havde da også forsinkelse på vores tur – men det var ikke voldsomt, og generelt virker det til, at Norwegian har fået bedre styr på deres longhaul – ikke desto mindre har SAS en lille smule bedre generel punktlighed.

Samlet vinder: SAS