Hos det samme flyselskab kan prisen på en flybillet svinge markant, alt efter hvordan du booker den. 

Det har norske Nettavisen opdaget efter at have sammenlignet priser på to rejser med Norwegian.

Avisen undersøgte en returrejse fra Oslo til København fra 2. til 5. august og en returrejse fra Oslo til Milano fra 20. til 25. september.

Mens nogle afgange kostede det samme, var andre op til 18 procent dyrere, hvis billetten blev købt i Norwegians app fremfor på hjemmesiden.

Der var også forskel på, hvilke afgange der overhovedet blev vist, alt efter om søgningen foregik i appen eller på hjemmesiden.

Ifølge Nettavisen var priserne og rejsemulighederne de samme på udrejsen til Milano, mens forskellene opstod på hjemrejsen til Oslo.

Her var tre rejser mellem 106 og 108 norske kroner billigere at booke via hjemmesiden.

På turen mellem Oslo og København var forskellen endnu større. Her kostede en returrejse 3018 norske kroner i appen, mens den samme rejse kunne bookes for 2560 norske kroner på hjemmesiden.

Det svarer til en prisforskel på 458 norske kroner.

Norwegians pressechef, Catharina Solli, forklarer til Nettavisen, at flypriserne er dynamiske og derfor ændrer sig løbende. Priserne afhænger blandt andet af, hvor mange sæder der er tilbage, og hvornår søgningen bliver foretaget.

Ifølge en juridisk ekspert, som avisen har talt med, er Norwegian i sin gode ret til at fastsætte forskellige priser.