Husk det nu!

Sådan lyder det fra Statens Serum Institut (SSI) til de danskere, der har tænkt sig at holde pause fra den danske vinter til fordel for varmere himmelstrøg i de kommende måneder.

Det handler om vaccinationer.

For når turen går sydpå, kan man »møde smitsomme sygdomme, som vi sjældent ser i Danmark«, som det lyder i en pressemeddelelse.

Det kan være hepatitis A, gul feber, tyfus og japansk hjernebetændelse.

»Når du rejser til udlandet, er det vigtigt at kende til de smitsomme sygdomme, der findes på rejsemålet, hvordan de smitter, og hvordan de kan forebygges, så du kan rejse så trygt og sikkert som muligt,« siger Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut: 

»Nogle af de sygdomme, man kan blive udsat for på udlandsrejser, kan være alvorlige, men der findes effektive vacciner, som gør, at man kan nyde rejsen i stedet for at bekymre sig om sygdom.«

Afdelingslægen påpeger også, at man skal være opmærksom på vacciner, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram – men hvor virkningen er begrænset til en årrække, så der kan være behov for en opfriskning.

Det kan være i forhold til difteri eller stivkrampe.

Ikke mindst bør gravide være ekstra opmærksomme, lyder det videre.

For skal man rejse i område med Zikavirus eller malaria, kan infektioner i graviditeten medføre alvorlige komplikationer for både mor og foster.

»Hvis du er gravid eller planlægger graviditet, bør du overveje at udskyde rejser til områder, hvor der forekommer smitte med Zikavirus, eller hvor malaria er udbredt,« siger Peter Henrik Andersen fra SSI.