Mens turister i hundredetusindvis rejser på ferie sydpå, slår myndighederne på flere af de mest populære turistmål nu alarm.

De advarer nemlig lige nu de lokale om truslen fra tigermyg, som spreder sig i flere lande.

»Risikoen er meget nærværende på Balearerne, og vi må tage den meget alvorligt,« lyder det fra de lokale myndigheder i byen Palma, der ligger på Mallorca. Det skriver den engelsksprogede avis Majorca Daily Bulletin.

Og nu slår man også alarm på øen Menorca, som ligger umiddelbart øst for Mallorca.

Den meget omtalte tigermyg har spredt sig til flere lande og frygtes, fordi den kan bære smitte af både denguefeber og zika-virus videre til mennesker.

At tigermyg er til stede i området på øgruppen Balearerne, er ikke nyt. Allerede i sommeren 2022 blev der på Ibiza, som ligger vest for Mallorca, for første gang rapporteret om bekræftede tilfælde af lokal smitte med denguefeber.

På Mallorca har byrådet i Palma for tre uger siden forsøgt at bremse tigermyggens fremmarch ved at spraye vådområder med insektmidler fra helikopter for at ramme larver og æg.

Og nu anbefaler man de lokale beboere oftere at skifte vand i mindre pools, springvand og drikkeposter til kæledyr, fordi myggen formerer sig i fugtige områder.

For større badeanlæg anbefaler man at bruge mere klorin og behandle med insektmidler. 

Samtidig anbefaler man folk at downloade appen 'Mosquito Alert', som giver vejledning om, hvordan man undgår tigermyg.

Overfor norske Dagbladet opfordrer overingeniør ved Norsk Institutt for Naturforskning, Sondre Dahle, turister, der rejser til en af de tre populære spanske ferieøer, til at læse op på – og følge – de lokale sundhedsmyndigheders råd og vejledning.

»Det er ikke sådan, at myggen er født med sygdomme. Den er nødt til at have stukket en person med smitte for at bære smitte,« siger Sondre Dahle.

Han pointerer, at tigermyggen i modsætning til andre myggearter kan være pågående i solskin og trives i byer. 

»Vi er jo vant til, at myggen kommer om aftenen,« forklarer han.

Der er rigtig mange penge at spare for landets boligejere lige nu - både på bolig-banklån og bidragssatsen. Hør mere i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, fortæller hvordan.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.