Lonely Planet udgiver nogle af verdens mest populære guidebøger. Deres guide til København er skøn læsning.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Welcome to Scandinavia's coolest capital! De pæne ord står bag på Lonely Planets 'Copenhagen City Guide' - og sådan fortsætter det over 242 sider.

Det smitter, når man læser i guidebogen, for den er ikke skrevet en af disse kolde vinterdage, hvor den sidste rest sort sne nægter at fjerne sig fra fortovet, og hvor hele befolkningen er pakket ind i tykke stoffer.

Nej, den er skrevet en dejlig dansk sommerdag, hvor solen først går ned, efter de sidste grillkul er brændt ud.

Sådan en dag er vores hovedstad unægteligt et smukt sted at opholde sig, og det forbigår heller ikke forfatterens opmærksomhed. Sally O'Brien er fra Sydney og med egne ord "vokset op med dansk design" i form af Utzons berømte operahus i hendes hjemby.

Det er et smukt billede, hun tegner af vores hovedstad.

- København er så sikker og ordentlig en by, at din største frygt vil være at blive kørt ned af cyklist med fart på, hvis du ved et uheld kommer til at gå på cykelstien (som mange steder er bredere end min hjembys motorveje), skriver hun begejstret. Hun er så glad for byen, at hun har lyst til at tage Oven Vande Café på Christianshavn med sig hjem, så den kunne ligge på hendes eget gadehjørne 'Down Under'...

Kongens Have og Nørrebro
Hvad er det så, turisterne bliver opfordret til at se i København?Ikke småting. Alt fra Den Lille Havfrue til Carlsberg bryggerierne, fra Statens Museum for Kunst til Christiania, fra Kongens Have til Ideal Bar på Vesterbro.

Vi kommer vidt omkring i guidebogen, der også disker op med forslag til fire gode gåture i København, f.eks. en royal tur på cirka tre timer forbi de kongelige gemakker.

Naturligvis er den også fyldt med tips til restauranter, hoteller, barer, shopping og meget andet. Alle sammen rigtigt gode råd, der vidner om, at der er blevet lavet et ordentligt stykke research. Ellers finder man ikke lige frem til det lille spillested Stengade 30, tehandlen A.C. Perchs eller Sheik Shawarma på Nørrebro.

Personligt ville jeg måske ikke blæse et besøg hos smørrebrødsdronningen Ida Davidsen så stort op, som det bliver gjort her - jeg ville hellere tage mine gæster med hen på Toldbod Bodega og få den store frokostplatte.

Lonely Planet, 'Copenhagen City Guide'. Bogen kan bestilles på www.lonelyplanet.com og koster ca. 120 kr.