Selskabet Ving Tours reklamerer lige nu med skuespilleren Robert Hansen i spidsen under sloganet 'Smil, rejs og vær glad'. Og det får et af dansk turistindustris allerstørste selskaber op af stolen. De kræver nu, at Ving tours trækker navn og slogan tilbage.

Kommunikationschef hos Spies Torben Andersen oplyser, at rejseselskabet Ving i dag er under Spies, men eksisterer som selvstændigt brand i Norge og Sverige.

Og Torben Andersen vil heller ikke godtage, at Ving Tours benytter sig af sloganet ’Smil, rejs og vær glad’, der ikke er særligt langt fra det velkendte ’Spies, rejs og vær glad’.- Vi tager nu kontakt til Ving Tours og får dem til at trække navn og slogan tilbage. Det er alt for tæt på vores rettigheder, siger Torben Andersen, der har sat Spies’ jurister på sagen.

Dårlig forretningsskik

Også FDM Travel mener, at Ving Tours direkte har kopieret fra dem.

På vingtour.dk er således nævnt nogle generelle handelsbetingelser, der direkte er kopieret fra FDM Travels handelsbetingelser. Faktisk har Ving Tours endda glemt at rette FDM Travel til Ving Tours et enkelt sted i betingelserne.

Produkt- og indkøbschef hos FDM travel, Jesper Ewald, kræver nu, at Ving Tours får sine egne handelsbetingelser.

- Det er ikke god forretningsskik bare at kopiere FDM travels handelsbetingelser, og vi beder dem nu om at lave deres egne handelsbetingelser uden vores navn. Hvis ikke det sker, må vi overveje næste skridt, siger han.

BT har forsøgt at indhente kommentarer fra både Robert Hansen og Ving Tours.