Danskerne hamstrer i stor stil vinterrejser til sol og varme.
Sådan lyder det fra flere rejseselskaber, B.T. har talt med.
Rejseselskabet TUI har frem til 15. august solgt 38 procent flere vinterrejser end i samme periode sidste år.
»Det går meget stærkt, og danskerne er ude meget tidligt i år. Det vekslende sommervejr har helt sikkert spillet en rolle. Der skal tages revanche, der tages ingen chancer og derfor bestilles der tidligt,« siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef hos TUI.
Han oplyser, at der til De Kanariske Øer er solgt 23 procent flere end sidste år, og til Thailand er der solgt hele 73 procent flere.
»Vi sælger også dobbelt så mange rejser til en destination som Maldiverne i år. Den er ikke helt billig, kan jeg afsløre, så det siger også noget om lysten,« siger Mikkel Hansen og tilføjer:
»Generelt set er det svært at finde en destination, som ikke klarer sig bedre end sidste år. Det er over hele linjen, at det går fremad.«
Egypten storhitter
Hos konkurrenten Spies forventes det, at det bliver den bedst sælgende vintersæson nogensinde.
Her er det rejser til Egypten, der med en stigning på 55 procent i forhold til sidste år er det store hit denne vinter.
»I Spies ser vi en stigning på otte procent målt op mod sidste vinter, hvilket vi er meget tilfredse med,« siger Sofie Folden Lund, der er pressechef hos Spies.
Hun tilføjer:
»Vi går faktisk vores bedste sælgende vinter nogensinde i møde – og regner med at sende ca. 110.000 danskere på ferie henover vintersæsonen.«
Bravo Tours mærker også en stor lyst til at købe vinterrejser.
»Det har ekstra speed på nu på grund af den dårlige sommer. Mange, som har været sneet inde i et sommerhus, en campingvogn eller derhjemme i haven, reflekterer lige nu, og kommer frem til, at de bare skal afsted til vinter, da de har manglet sol og varme her i sommer,« siger Peder Hornshøj, der er direktør i Bravo Tours.
Ekspert: Husk at sammenligne priserne
Men er det virkeligt det noget blandede sommervejr her i Danmark, der er grunden til at så mange vil ud at rejse til vinter?
Ikke hvis man spørger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Sydbank.
»Højdespringeren i danskernes forbrug er oplevelser. Der er forbruget bare vokset på bekostning af andet. Ferierejser ligger højt på ønskelisten og det er den ultimative oplevelse ofte sammen med familie eller venner,« siger hun.
Ifølge Ann Lehmann Erichsen ses den store købelyst også på rejsepriserne.
»Det er dyrt at købe en rejse, og når der er så mange rejser, der bliver solgt, så er der færre, der sælges på tilbud,« siger hun og tilføjer:
»Jeg vil varmt anbefale, at man sørger for at sammenligne priserne for rejserne ved flere forskellige rejseselskaber, og undersøger om man selv skal booke hotel eller fly, så man får det til lavere pris.«
Mikkel Hansen, pressechef hos TUI, når der er stor stigning i antallet af bookede rejser, betyder det så også, at kunderne skal punge ud med mere for rejserne?
»Prismæssigt er der ikke tale om noget nævneværdigt. Vores gennemsnitspriser lige nu for Phuket i Thailand er for eksempel fire procent lavere sammenlignet med samme periode sidste år, mens de er tre procent højere for Gran Canaria. Så det er utrolig små tal i begge retninger,« siger han.
Hør Thomas Castberg i den seneste udgave af Spar Kassen, hvor han kommer med et konkret sparetip til madlavningen, som han kalder 'en meget stor hammer'.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

