Rejsegigant melder om ny rekord i efterårsferien: Pladserne bliver revet væk
Spies har kun omkring 200 pladser tilbage på charterferierne i efterårsferien – hvor interessen for én destination er steget med 500 procent.

Spies har kun omkring 200 pladser tilbage på charterferierne i efterårsferien – hvor interessen for én destination er steget med 500 procent.

Efterårsferien står for døren, og hvis du og familien vil nyde den i sydens sol, skal I nok skynde jer.
Rejsegiganten Spies melder nemlig om enorm efterspørgsel – og der er kun ganske få pladser tilbage.
Spies havde over 10.000 charterpladser til salg til efterårsferien i uge 42, hvilket er ny rekord for rejsegiganten, som også melder om ny omsætningsrekord for oktober måned.
Nu er der kun omkring pladser 200 tilbage, oplyser rejseselskabet i en pressemeddelelse.
»Vi har aldrig sendt så mange chartergæster afsted i efterårsferien før. Vi havde endda skruet markant op for kapaciteten i år, men danskerne har fortsat med at booke helt frem mod ferien,« siger Spies' kommunikationschef, Sofie Folden Lund.
Det er de klassiske feriefavoritter, som danskerne søger imod i efterårsferien – men et enkelt rejsemål skiller sig ud:
Egypten.
Spies sender således omkring 500 procent flere gæster til Hurghada i Egypten her i efterårsferien, sammenlignet med samme periode sidste år.
Ellers er de fem mest populære charterrejsemål i efterårsferien for de solhungrende danskere særdeles velkendte:
Cypern
Rhodos
Kreta
Gran Canaria
Mallorca