Det går hurtigt. Når det danske sommervejr pludselig bliver liiiiidt mere ustadigt, søger mange danskere tilsyneladende mod sydligere himmelstrøg.

I hvert fald har Spies bare i de tre første dage af denne uge oplevet en stigning på hele 80 procent i salg af sommerrejser – sammenlignet med et gennemsnit af de foregående tre uger.

Det er dog også tegn på en anden tendens, lyder det.

»Vi oplever, at flere holder ferieplanerne åbne længere end før. Mange vil gerne se både vejret og kalenderen an, inden de beslutter sig,« siger Sofie Folden Lund, presse- og kommunikationschef i Spies:

»Men når ferien først er i gang, og udsigten til dansk sommer bliver mere usikker, vælger mange alligevel at sikre sig en uge med sol, varme og afslapning.«

Hos Spies er Cypern lige nu mest populær. Skarpt forfulgt af Mallorca og Rhodos.

Og selvom skolernes sommerferie nu er godt i gang, er det slet ikke for sent at booke en rejse, lyder det.

»Mange tror, at alt er udsolgt, når kalenderen siger juli, men sådan er det heldigvis ikke,« siger Sofie Folden Lund:

»Der er stadig gode muligheder for at finde en sommerferie – også med afrejse inden for de kommende uger.«

Spies forventer at sende 50.000 danske gæster på sommerferie i år.