Lyt til artiklen

- Det kan man da ikke sove i! Nej, og det er heller ikke meningen.

Det er et strandtelt. Et telt, der skal skygge for solen mere end skærme af for vinden.

Strandteltet er et eksamensprojekt skabt af fire civilingeniør-studerende i arkitektur og design ved Aalborg Universitet, Pernille Woller, Mette Ferklov, Mette Marie Hvilsom og Katja B. Meyer, og vist frem for en større forsamling for første gang ved den store campingmesse i Aalborg i sidste weekend.

Responsen på strandteltet var stor, så stor, at pigerne nu overvejer at få det sat i produktion.

Gemt væk
- I forbindelse med vores eksamen i januar talte ingen om, at det Jørn Utzon-inspirerede strandtelt havde nogen fremtid, og teltet blev derfor gemt væk, da vi gik i gang med vort næste projekt , fortæller Pernille Woller.

Pigerne havde næsten glemt teltet, da de læste om konkurrencen om det mest skøre telt i forbindelse med campingudstillingen i Aalborg Kongres & Kultur Center.

- Vi syntes, det kunne være sjov at få det med, og vi fik grønt lys af arrangørerne, selv om det var i sidste øjeblik. Og så skaber det så stor opmærksomhed, det er fantastisk, siger Pernille Woller.