Det er flere steder blevet sværere at få vand og sand mellem tæerne på en populær italiensk ferieø denne sommer.

For ifølge tyske Bild er der ved en række strande på Sardinien blevet indført restriktioner som adgangsbegrænsning og nogle steder også reservationskrav samt betaling for at kunne benytte sig af dem.

Alt sammen blandt andet af miljø- og sikkerhedshensyn, lyder det.

Et hurtigt overblik over de berørte strande på Sardinien:

  • Spiaggia La Pelosa-stranden: Reservation er påkrævet frem til 15. oktober. Der er 1.500 pladser tilgængelige hver dag, eksklusiv børn under 12 år. En reservation koster 3,50 euro (cirka 26 kroner) for én person.

  • Baia del Silenzio-stranden: Begrænset adgang på i alt 450 personer ad gangen gælder til 31. august. Kontrol ved indgang, ingen reservation eller billet påkrævet.

  • Cala Brandinchi- og Lu Impostu-strandene: Ingen adgang uden reservation frem til 30. september. Der er plads til henholdsvis 1.447 og 3.352 personer dagligt. Pris: 2 euro (knap 15 kroner), børn under 12 år er gratis – men skal dog have reservation.

  • Tuerredda-stranden: Frem til 15. oktober kræves reservation. Der er højst 1.100 pladser til rådighed. Pris: 3 euro (godt 22 kroner) for alle på mindst 12 år.

  • Cala Goloritzé-stranden: Kun plads til 250 personer. Lokale samt børn under seks år har gratis adgang, men afkræves reservation. Alle andre skal betale 7 euro (godt 52 kroner) for at få adgang. 

Også på Sestri Levante-stranden i den nordvestlige region Ligurien er der lignende restriktioner. Frem til 31. august må der højst være 450 personen ad gangen på stranden. Der kræves ingen reservation, men det kontrolleres ved indgangen.

På Cala Coticcio-stranden på øen Caprera skal der bookes en guidet tur for at få adgang – desuden opkræves et gebyr på 3 euro for alle over 12 år.