Bøderne kan fremover være heftige i den populære sommerdestination.

Mere end 20.000 kroner kan det således koste at forbryde sig mod de nye skrappere regler, som er målrettet »forstyrrende« turister.

For ifølge Mirror er lokalstyret i Puerto de Soller på den vestlige del af Mallorca fra den kommende sæson klar til gå lidt længere for at gøre op med den massive tilstrømning af tilrejsende udlændinge.

Her kommer der nu mere omfattende retningslinjer for især udendørslivet ved de mange indbydende strande i området.

Eksempelvis vil det ikke være tilladt at spille boldspil som tennis, fodbold eller volleyball, hvis det er til gene for andre.

Det vil heller ikke være tilladt at dyrke vandsport i områder, der udelukkende er beregnet til svømning. Og heller ikke at sejle med både.

Videre vil der komme et forbud med brug af højttalere og lignende på strandene, ligesom der vil blive slået ned, hvis man smider affald frit i naturen.

Samtidig vil gadesælgere blive helt og aldeles forment adgang.

De nye regler skal gælde for alle strande i Puerto de Soller-området, fra Llatzaret til Antoni Montis.

Som nævnt kan de største bøder løbe op i 3.000 euro, altså lige omkring 22.500 kroner, mens de billigste vil lande i omegnen af 5.500 kroner.

De nye regler er ikke endeligt vedtaget, men det forventes at ville ske, selvom partiet PSIB har protesteret og indvendt, at også de lokale vil få deres strandliv indskrænket.