Det er blevet markant dyrere at være norsk turist i Danmark, og det kan man mærke hos de danske rejsebureauer.

Nye tal viser, at nordmænd i hobetal dropper feriedagene i Danmark – og det er der altså en særlig årsag til.

Ifølge DR viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af norske overnatninger i danske feriehuse er faldet med en tredjedel i 2024.

I 2024 tog nordmænd således samlet lige over 366.000 overnatninger i feriehuse i Danmark sammenlignet med cirka 543.000 året forinden.

Og årsagen er simpel: I øjeblikket er det for dyrt at være norsk turist i Danmark.

Kursen på den norske krone er i skrivende stund nede på omkring 66 øre, hvorfor nordmændene altså skal betale betragteligt mere for deres gøren og laden i Danmark end for bare tre år siden.

Hos VisitNordvestkysten har man mærket konsekvenserne af nordmændenes fravalg, men har ikke givet op på at få de pengestærke norske turister tilbage i de danske sommerhuse.

»Nordmænd holder sommerferie samtidigt, og de vil absolut helst til Danmark i højsæsonen, hvor det er dyrest.«

»Hvis vi kan overbevise dem om at flytte sommerferien bare en uge frem, kan de spare over 2.000 kroner på leje af feriehuset. Det betyder noget, når den norske krone står svagt,« siger Peter Krusborg, der er direktør for VisitNordvestkysten til DR.