International Rail er det fulde navn på den i 70'erne og 80'erne populære rejsemåde Interrail.

Med et interrailkort kan man rejse i 30 forskellige lande i op til 30 dage i tog, alt efter hvilken slags billet man køber. Og nu har Interrail fået et comeback, skriver Politiken.

I 1989 solgte DSB således 27.000 billetter og i 2015 var det faldet til 4.634. I år forventer DSB at komme helt op på 7.000 solgte billetter.

»Det er stadig flest unge under 28 år, som tager på interrail, men den største vækst er faktisk gruppen 60 plus. De ældre har prøvet interrail i deres ungdom og efter at have været i Fjernøsten og alle mulige andre steder, tænker de: ’Nu skal vi lige prøve det en gang til, for vi har gode minder fra dengang',« siger Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB Kommerciel, til avisen.

Interrail blev først lanceret i 1972, og i starten var det kun for unge under 26 år, men i dag kan alle køre med Interrail.

En billet kan give adgang til de europæiske skinner fra 5 dage til en måned. Man kan købe to slags interrailpas. One Country og Interrail Global Pass. Førstnævnte kan man rejse i 3, 4, 6 eller 8 dage i et land inden for en måned. Men langt størstedelen af danskerne, som vælger at tage på interrail, køber Interrail Global Pass. Her får man adgang til 30 europæiske landes skinner.