De timelange køer, der torsdag aften skabte kaos i Københavns Lufthavn, førte til, at flere »gik amok«.

Sådan lyder det til TV 2 fra Alberte Marta-Amalie Kronby Nørgaard, som var mødt op i lufthavnen med sine veninder for at rejse mod Prag.

Flyet endte de dog med at misse, da der pludselig var tre timers ventetid i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, som gjorde, at de ikke nåede deres planlagte afgang – ligesom flere andre.

Til TV 2 forklarer Alberte Marta-Amalie Kronby Nørgaard, som selv arbejder hos mediet, at stemningen i lufthavnen var dårlig.

»Folk gik amok og råbte af medarbejderne. Medarbejderne var super stressede, og man kunne se, at de var helt røde i kinderne,« fortæller hun.

Torsdag forklarede kommunikationsdirektøren i Københavns Lufthavn, Lise Kürstein, til B.T., at der vil være lange køer de kommende dage, fordi lufthavnen har fået skærpede sikkerhedskrav.

Hun fortalte videre, at man har indkaldt ekstra personale til de kommende dage.

Fredag morgen er meldingen dog, at der endnu en gang er lange køer og lang ventetid i lufthavnens sikkerhedskontrol.

Torsdag aften oplyste Trafikstyrelsen ligeledes til Ritzau, at der midlertidigt var indført supplerende krav til sikkerhedskontrollen som følge af, at man »fører løbende tilsyn med, om lufthavnen lever op til sikkerhedskravene på en lang række forskellige områder«.

»I forbindelse med tilsynet har Trafikstyrelsen identificeret forhold, som medfører, at lufthavnen midlertidigt skal gennemføre visse supplerende foranstaltninger i sikkerhedskontrollen,« lød det.

Styrelsen ville dog ikke uddybe, hvad det var, der har ført til de supplerende foranstaltninger.

Københavns Lufthavn opfordrer fredag morgen til, at rejsende kommer to timer før afgang, hvis de skal flyve inden for Schengen-området.

Skal man flyve uden for Schengen-området, bør man komme mindst tre timer før, lyder det.

Både TV 2 og DR oplyser, at man har rakt ud til Københavns Lufthavn for en kommentar, men at lufthavnen har oplyst, at man først kan udtale sig senere – formentlig omkring 09.30.