Sommerferien står for døren, og snart valfarter danskerne på ferie under varmere himmelstrøg.

Det er dog ikke kun pas, solcreme og badetøj, du skal huske, når du pakker kufferten. 

Det blå sygesikringsbevis skal naturligvis også med. 

Men inden du sætter dig i bilen, toget eller flyveren, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad kortet dækker – og ikke mindst, hvad det ikke dækker. 

Det er nemlig ikke alle udgifter, kortet sparer dig for.

Det skriver den norske avis Dagbladet, og oplysningerne bekræftes af borger.dk

Om få uger myldrer danskerne til udlandet for at holde ferie. 
Om få uger myldrer danskerne til udlandet for at holde ferie.  Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kortet giver dig ret til »de samme sundhedsydelser på de samme vilkår, som borgerne har i det land, du opholder dig i,« lyder det på borger.dk. 

Og her er det naturligvis EU-lande, EØS-lande eller Schweiz og Storbritannien, vi taler om. 

»Det vigtigste at forstå er, at 'samme vilkår som de lokale' ikke betyder 'gratis'. Hvis indbyggerne i det land, du besøger, skal betale en selvrisiko, skal du også betale en selvrisiko,« siger pressechef i nord Tryg, Ole Irgens, til Dagbladet. 

Og så dækker kortet kun, hvis den læge, tandlæge eller det sygehus, du benytter, er tilknyttet den offentlige sygesikring i det pågældende land. 

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at det blå sygesikringskort ikke dækker hjemtransport. 

Så rejser du ud uden en rejseforsikring og kommer til skade, kan turen hjem blive meget dyr. 

Det gode råd er derfor at huske rejseforsikringen.

Pressechefen fra Tryg understreger, at det kun er forsikringen, der får dig hjem.

»Sygesikringskortet giver falsk tryghed,« siger han til avisen.