20.000 fly er allerede blevet aflyst, og flere hundrede tusind passagerer står uden billetter.

De mange lukkede lufthavne i Mellemøsten har påvirket flytrafikken massivt – og nu får det også priserne på flybilletter til at stige kraftigt kort inden påskeferien.

Fordi luftrummet over Doha og Dubai, hvis lufthavne normalvis forbinder Europa og Asien og omvendt, er lukket, så er priserne på direkte forbindelser mellem de to kontinenter nu eksploderet.

»Kapaciteten i Mellemøsten er nu under stort pres. Priserne er allerede steget voldsomt på direkte ruter mellem Europa og Asien,« siger luftfartsanalytiker og ejer af Winair, Hans Jørgen Elnæs, til mediet DinSide.

Kapaciteten var i forvejen yderst presset af, at forbindelserne til og fra Asien blev begrænset af, at luftrummet over Rusland lukkede som følge af krigen i Ukraine.

Og når efterspørgslen på rejser stadig er den samme, er det svært for lufthavnene i Mellemøsten at følge med, hvilket sender priserne endnu højere i vejret.

»Flyselskaberne har ikke mere kapacitet at sætte ind. Efterspørgslen holder sig stabil, men flyselskaberne er nødt til at flyve længere ruter nord eller syd for Mellemøsten. Det betyder mere tid og brændstof, hvilket igen øger priserne,« siger Han Jørgen Elnæs.

Derudover kan priserne ifølge eksperten tage et ekstra nøk op, hvis oliepriserne også stiger.

I det tilfælde kan flyselskaberne plastre et yderligere såkaldt 'brændstoftillæg' på billetterne.

Med lukningen af Hormuz-strædet, hvorfra en tredjedel af verdens olie bliver eksporteret, er priserne på olie blevet skyhøje.

Læs mere om det lige HER.

Du kan følge situationen i Mellemøsten i B.T.s liveblog lige HER.