En fejl på flyselskabet KLMs hjemmeside betød, at en række business class-billetter kom for alt billigt til salg.
Det opdagede fire nordmænd, som derfor lynhurtigt sikrede sig luksusbilletter fra Oslo til Bali for omkring 4288 kroner pr. billet.
Men nu nægter KLM de fire nordmænd at hoppe ombord på flyet, skriver Dagbladet.
For få timer efter, at de fire nordmænd havde fået tilsendt en kvittering på købet, modtog de en mail fra KLM, der oplyste dem om, at billetternes priser var meget fejlsat.
Normalt ville en business class-billet på ruten nemlig koste i omegnen af 11.700 kroner. Altså knap tre gange så meget, som nordmændene havde betalt.
Men på grund af en fejl med flyselskabets dynamiske bookingsystem, der gør, at priserne justerer sig efter en algoritme, der tager højde for udbud og efterspørgsel, mente flyselskabet, at de var i deres gode ret til at aflyse biletterne.
Så det gjorde KLM. De tilbød dog nordmændene at få deres penge tilbage.
Det afviste nordmændene dog.
De ville nemlig have deres biletter til den pris, de havde betalt. Derfor har de indbragt sagen for den norske Luftfartsklagenævn.
Nævnet anbefaler 'en rimelig løsning på den uretmæssige tilbagekaldelse, og at KLM giver klageren et tilsvarende tilbud på business class-flyvninger på samme datoer til samme pris som hidtil,' lyder det.
